Danmarks største fodboldapp på vej

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bold.dk lancerer en app, der både skal give mulighed for mere indtjening og give fodboldfans mere personaliseret indhold.

Med EM på dansk jord lige om hjørnet, er det danske fodboldmedie bold.dk klar med en ny app.

App’en er designet, så indholdet nemt kan blive personaliseret, og hvor de mange fodboldfans kan tilføje netop de hold, nyheder og tags, som de interesserer sig for. Og ikke kun om de store danske og internationale hold, men om danske hold helt ned til 2. division.

Samtidig er der tilføjet nye muligheder for annoncører og sponsorer, som man hos bold.dk ser et uforløst indtjeningspotentiale i.

“Bold.dk blev født i 1999 og har i hele sin eksistens været Danmarks foretrukne nyhedskanal for fodbold. Markedet har rykket sig de seneste tyve år, og i dag kommer meget af bold.dk’s trafik fra mobilen. På den baggrund har vi udviklet en ny app; dels for at servere vores nyheder på bedste vis til vores eksisterende brugere, men bestemt også for at kunne tiltrække nye yngre brugere, der som bekendt er storforbrugere af apps. At app’en så også giver os nye indtjeningsmuligheder, er naturligvis et vigtigt fokuspunkt,” siger digital chef på bold.dk, Salem Buur.

Bag udvikling af app’en, som man forventer bliver Danmarks største fodboldapp, står app-bureauet Mustache, som har taget udgangspunkt i bold.dks website, hvor der produceres omkring 500 nyheder pr. uge om dansk og international fodbold.

”Vi har sikret, at fodboldfans let kan komme til deres favoritfunktioner fra sitet, som de bruger hver dag, så det bliver nemt at få et overblik og blive opdateret på netop det indhold, der er vigtigt for den enkelte,” siger Martin Hinz, der er CEO hos Mustache. Han tilføjer, at den nye app er blevet gennemtestet på fodboldfans.

App’en udkommer i april i både Google Playstore og Apples Appstore. Den er gratis at hente og bruge.