Skolen er stor og spredt, og de studerende er vidt forskellige – også hvad angår digital adfærd. Det er således en på én gang bred og favnende løsning om den digitale kommunikation, som VIA University College har haft i EU-udbud.
VIA University College har 1.800 medarbejdere, 18.000 studerende og 20.000 årlige kursister på efter- og videreuddannelsesområdet centreret om 7 campusbyer fordelt på 23 adresser i Midt- og Østjylland.
”Vores nye løsning vil gøre VIA meget let tilgængelig for brugere på tværs af kanaler og medier. Vores studerende er meget forskellige og agerer også forskelligt digitalt. Nu bliver vi i stand til at møde dem, hvor de er, og vi kan dermed langt bedre møde deres behov,” siger Lisbeth Katborg Bjerre, som er Director of Communication på VIA University College.
Den nye digitale strategi skal skabe sammenhængskraft og synergi på tværs af medier og funktioner både internt og eksternt. Strategien, som også omfatter ny visuel identitet og branding, vil blive realiseret på en multisite-platform.
”Vi har valgt Pentia, fordi bureauet har en dyb Sitecore-viden samt andre spidskompetencer, som er afgørende for at kunne realisere vores omfattende digitale planer. Samtidig har de den tekniske erfaring og organisering, som er helt nødvendig for at kunne omsætte planer til realiteter,” siger Lisbeth Katborg Bjerre.
Den digitale løsning muliggør endvidere en række effektiviseringer både økonomisk og i forhold til arbejdsgange. Løsningen vil bl.a. udfase nogle ikke-tidssvarende offline aktiviteter.
Lisbeth Katborg Bjerre fra VIA University College lægger ikke skjul på ambitionerne:
”Med en stærkere digital løsning kan vi levere mere relevant kommunikation med færre ressourcer. For os er det vigtigste, at vi kan løfte opgaven med at levere relevant digitalt indhold til meget forskellige målgrupper på målgruppens præmisser.”