Danone kvitter Carat

Peter Engholm
25@mail.dk

OMD vinder skandinavisk budget efter bureaukonkurrence

Danone – verdens nr. 1 på mejeriprodukter – har skiftet sit mediabureau ud i Skandinavien. Et mangeårigt samarbejde med Carat afløses til nytår af et nyt med OMD.

“Over efteråret har der kørt en relativ lang bureaukonkurrence – inkl. den traditionelle proces, hvor feltet blev snævret ind. Ifølge Danone var der til sidst en finale mellem det eksisterende bureau og os. Og vi endte med at få budgettet”, siger adm. direktør i OMD Denmark, Thomas Bertelsen.

Danone har sit skandinaviske hovedsæde i Sverige, og det har været OMDs svenske kontor, der sad ved forhandlingsbordet mod slutningen af forløbet.

“Leaden var svensk, men vi skulle naturligvis præsentere nationale cases. OMD har en stor portefølje af nordiske kunder, og det kræver, at vi har stringente arbejdsgange og værktøjer. Danone opfatter Skandinavien som ét område og skal ikke have kommunikation, der stikker i alle retninger. Vores identiske tilgang gør, at den – i dette tilfælde – svenske lead bliver af procesmæssig karakter. Det underlæggende arbejde håndteres typisk nationalt”, siger Thomas Bertelsen.