Dansk Annoncørforening om lovforslag: Skandaløst ringe

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Et lovforslag om bankers begrænsninger i deres markedsføring har fået Dansk Annoncørforening på barrikaderne.

Ifølge Dansk Annoncørforening vil en ændring i Markedsføringsloven gøre det forbudt for banker og andre lånevirksomheder at markedsføre navn, logo eller produkter i nærheden af spiludbyderes reklamer for betting og gambling.

Det har fået Annoncørforeningen til at rette henvendelse til Erhvervsministeriet om, at lovforslaget kommer til at begrænse bankers mulighed for at købe reklameplads hos digitale medier fordi det – igen ifølge foreningen – i 90 procent af tilfældene foregår automatisk.

”Konsekvensen er, at banker, der ønsker at være 100 % sikre på at overholde loven, fremover har få andre muligheder end at indstille store dele af deres digitale markedsføring heriblandt tilstedeværelsen på fx Facebook. Den økonomiske betydning heraf har affødt en lang række ubesvarede spørgsmål og gjort det tydeligt, at Erhvervsministeriet ikke følger sin egen vejledning for konsekvensberegning af lovforslag,” skriver Dansk Annoncørforening i en pressemeddelelse.

Samtidig vil det være et hårdt slag for medierne:

”De økonomiske skader for banker og medier, samt de administrative omkostninger for fx tv-stationer, dagblade og andre, der pludseligt skal skabe processer, der kan adskille bankreklame fra spilreklame, overstiger langt Erhvervsministeriets egen bagatelgrænse”, siger adm. direktør for Dansk Annoncørforening Holger Wilcks i pressemeddelelsen.

Han mener endvidere, at ”Erhvervsministeriets lovarbejde er skandaløst ringe. En ting er, at man udarbejder et forhastet forslag. Noget helt andet er, at man ignorerer viden fra høringssvar og kortslutter den demokratiske proces ved at ikke at svare grundigt på kritiske spørgsmål fra politisk side.”

Dansk Annoncørforening skriver i pressemeddelelsen, at de har foretræde for Folketingets erhvervsudvalg i dag, hvor forslaget er til behandling.

”Jeg har en måske naiv tro på, at når vores folkevalgte politikere forstår, hvad deres lovgivning har af praktisk betydning, vil de tænke sig om en ekstra gang. Når erhvervsministeriet helt ubegribeligt ikke er sin opgave voksen og giver udvalget den nødvendige viden, må vi jo gøre det”, afslutter Holger Wilcks.

Dansk Annoncørforening mener, at forslaget vil have ”direkte og skadelige konsekvenser for det samlede danske lånemarked på 4.075 mia. kr.”