Dansk Annoncørforening vender tilbage

Peter Engholm
25@mail.dk

Foreningen fra 1947 lukkede i 2020 for at genopstå som DAOM. Nu skifter annoncørerne både strategi og navn – og vælger det gamle. Samtidig er foreningen vokset.

Dansk Annoncørforening hedder igen Dansk Annoncørforening. 

Dermed fik foreningsnavnet Danske Annoncører Og Markedsførere (DAOM) en levetid på blot toethalvt år, og de danske annoncører vender tilbage til deres navn, som stammer fra 1947 – og lancerer samtidig en strategi, der peger frem.

Thomas Kragh tiltrådte som DAOM-direktør i februar. Nu er han direktør i Dansk Annoncørforening og siger om navneskiftet:

”Der er tre årsager til, at vi igen hedder, som vi gør: Interne, nationale og internationale. Internt har medlemmer og samarbejdspartnere givet udtryk for, at Dansk Annoncørforening er det rette navn at bruge. I Danmark er det tydeligt og nemt at afkode, hvem vi er, og hvem vi arbejder for. Og det bliver ikke blandet sammen med f.eks. Dansk Markedsføring. Desuden er vi medlem af WFA, World Federation of Advertisers, og internationalt er vores gamle navn hængt ved.”

Større og mere digital

Dansk Annoncørforening lukkede i 2020 og genopstod som DAOM. Annoncørforeningen vender retur i en forstærket udgave, idet man det seneste halve år er vokset ca. 25 pct. til nu at omfatte ca. 35 brands. Senest er Coop, Tivoli, Tryg og Scandlines kommet til.

Strategien for annoncørerne er ved samme lejlighed blevet genbesøgt og fornyet – med et kraftigt digitalt aftryk:

”Gennem WFA styrker vi fokus på den digitale markedsføring og samarbejdet med de store internationale marketingplatforme. Vi har sammen med de fem største mediabureauer herhjemme nedsat en arbejdsgruppe om programmatic – med ambitionen om større transparens,” siger Thomas Kragh og tilføjer:

Retail media er et nyt indsatsområde. Dertil kommer bl.a. AI-arrangementer og lancerering af netværkgrupper for BtB, for CMO’er samt for medarbejdere i branchen.. Nyhedsprodukterne og nye services er samlet på vores site, der naturligvis også skifter navn til danskannoncørforening.”