Den årlige nordiske kreativitets-landskamp kan begynde – inden for de globale rammer i Cannes Lions. Og Danmark er bagud, førend kampen for alvor er kommet i gang.
For med de første tre shortlister offentliggjort søndag ser stillingen således ud ved ugens begyndelse: Sverige 26 nomineringer, Norge 6, Finland 3 og Danmark 1.
Og lad os derfor dvæle lidt ved, at BBDO og Contentcube (samt en 18-årig svensk programmør, Erik Rothoff Andersson) er blandt de 175 udvalgte på shortlisten i Promo & Activation – med M&M’s Spaceheroes. En grim ælling, der ikke blev fundet værdig til shortlisten ved Creative Circle Award, men dog forinden vandt Årets Internet Award ved DIA11.
Ved dén lejlighed var M&M’s Spaceheroes det eneste arbejde, BBDO og Contentcube fik på shortlisten, og forhåbentlig kan den igen vise sin styrke, når der mandag aften er Awards Ceremony.
Hvis M&M-casen står for et arbejde, der først blev dømt ude for siden at blive hyldet, så er flere af de indsendte danske arbejder i Direct Lions i den anden grøft. For blandt de 13 indsendte arbejder var der et nøje udvalgt femkløver. Juryen ved DM-dagen havde nemlig udpeget en håndfuld kampagner med “et særligt kreativt indhold”, som på Post Danmarks regning blev tilmeldt Direct Lions.
En af de fem udvalgte var “Old Grumpy”, der oven i købet blev tildelt Den Danske Direct Marketing Pris 2011 – og det kreative team bag kampagnen, Niels Kaldahl og David Sansome, fik en special award som Årets Kreative Team.
Forhåbningerne var således opgraderet til forventninger, men lige meget hjalp det, da det blev til 0 danske nomineringer i Direct Lions.
Heller ikke for en anden hjemlig vinder var der noget at hente. Danske Banks Gul-kampagne var den mest vindende ved Creative Circle Award, men nåede ikke videre til shortlisten.
Blandt de svenske deltagere opnåede Åkestam Holst en del short-liste-placeringer for det svenske postvæsen inden for direct Lions, mens en af sidste års store vindere i Cannes – DDBs Fun Theory for VW – igen optræder. Nemlig Inden for Pomo and Activation
I PR Lions var Uncle ene om at have sendt et dansk arbejde ind til Cannes – en hvervekampagne på egne vegne – men kom til kort, da shortlisten blev offentliggjort.
På førstedagen har Danmark således vekslet 31 indsendte arbejder til 1 shortliste-placering.
Et enkelt ekstra dansk islæt kan der dog findes. Et tysk bureau har i direct fået shortlistet et arbejde for Lego.