Morten Olsen i George Clooneys fodspor? Egentlig helst ikke, men træneren for det danske fodboldlandshold er ikke desto mindre et markant element i en ny kampagne for den norske storbank, DnB Nor, der for nylig skabte overskrifter med sin (dansk producerede) reklamefilm, hvor George Clooney optræder.
Hvor reklamefilmen gik bredt ud, så er Morten Olsen en del af en DM-kampagne, som DnB Nor retter mod danske og sydsvenske ledere.
DnB NOR har været på det danske marked i 15 år og ønsker med kampagnen at øge sin markedsandel over for erhvervskunder i Danmark og Sydsverige.
Det blot ét år gamle bureau, Kong Advertising, er sat på opgaven, og temaet for kampagnen er vindermentalitet, og Morten Olsen kommer ikke til at trække læsset alene. Hovedattraktionen er nemlig et arrangement med de tre skandinaviske landstrænere i fodbold, der udover Morten Olsen tæller Egil “Drillo” Olsen for Norge og Erik Hamrén for Sverige.
“Vi begyndte for ni måneder siden at arbejde med at få landstrænerne med – og vi var heldige, for der var ingen landskampe i netop denne periode,” siger Jahn Fredrik Hermansen, kontaktdirektør og partner i Kong Advertising.
Bureauet er dansk, al den stund det ligger i København, men partnerkredsen er lige så skandinavisk som den aktuelle træner-trio: Jahn Frederik Hermansen er norsk, Bengt Olof Persson er svensk AD’er, og Rasmus Springborg er dansk tekstforfatter.
Det er første gang nogensinde, at alle tre landstrænere mødes uden for banen, og som kulmination på kampagnen giver de i morgen, ved et arrangement på Bella Sky i Ørestaden, et indblik i, hvordan de arbejder med begreber som vindermentalitet, teambuilding og mediehåndtering.