Dansk bureau bag ny platform for alle Carlsbergs globale brands

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Opgaven er den største nogensinde for Spring/Summer, og den digitale platform skal understøtte de godt 500 brands i Carlsberg Group.

Givetvis et af de større digitale brand-opgaver i Danmark i år. Og helt sikkert den største opgave, som bureauet har landet.

Det er Carlsbergs nye digitale platform, Pegasus, som Spring/Summer har hjulpet bryggeriet med.

Det er tanken, at Carlsbergs mere end 500 brands får muligheden for at leve på Pegasus – og de første er allerede om bord i form af tuborg.com, somersbycider.com og grimbergenbeer.com’s globale sites samt det innovative projekt draughtmaster.com.

”Pegasus platformen er bygget op om en løs arkitektur, hvor vi har involveret eksperter på tværs af kompetencer. Pelle Martin og hans hold, blev valgt til at udarbejde de kreative rammer for platformen, hvilket udmundede sig i en afbalanceret struktur, og ikke mindst kreativitet på tværs af alle projektets faser: UX, design og front-end,”, siger Martin Majlund, Group Marketing Technologist hos Carlsberg.

Digitas LBi står bag konceptet, strategien og udviklingen, mens det danske open source CMS, Umbraco, er blevet valgt som backend leverandør – og endelig leverer Falcon Social  socialt indhold og tracking af indhold.

Carlsbergs nye digitale platform er strømlinet, skalerbar og robust, hvilket – ifølge en pressemeddelelse – giver deres brands mulighed for at tænke brugere og indhold før alt andet.

Spring/Summer har løst den kreative og strukturelle opgave, der har ligget i at udarbejde en fleksibel platform, som samtidig understøtter de eksisterende forskelle på tværs af brands og deres markeder. Ved at genbruge indhold, funktionaliteter og samtidig integrere sociale mekanismer, er der blevet skabt nye muligheder og mekanismer, som kan anvendes både globalt såvel som nationalt.

”Vi har virkelig nydt at arbejde tæt med kunden og de mange brand teams, og været med til at definere en platform, som indeholder unikke udtryk og features. Vores tilgang til strategi, design og UX passer perfekt til denne slags projekter,” siger Pelle Martin, stifter og kreativ direktør hos Spring/Summer, i pressemeddelelsen.