Dansk bureau-bistand til Den Internationale Cykelunion 

Peter Engholm
25@mail.dk

På samme måde som Champions League-fodboldkampe har en hymne, kommer der en ny kendingsmelodi til de internationale cykelmesterskaber. Og lyden er dansk.

En dansk Tour-start, en sejr til Jonas Vingegaard i Tour de France – og på en mindre klinge, for nu at blive i terminologien, markerer et bureau sig på cykelsportens verdenskort. 

Lydbureauet Unmute, der er specialister i musik og lyd til brands, har fået til opgave at udvikle en ny lydidentitet til Den Internationale Cykelunion, UCI, i samarbejde med det engelske designbureau Works. 

I fodboldverdenen kendes Champions League-hymnen, og Works-Unmute projektet tager afsæt i et nyt UCI Anthem, som skal afspilles ved de store mesterskaber og medaljeceremonier. Derudover er der skabt et fælles UCI lydlogo og tilhørende musiknumre, tilpasset de mange discipliner under UCI, til brug på TV, sociale medier, ved events osv. 

Daniel Schougaard, partner i Unmute, siger: 

“Det er musikalsk et meget ambitiøst projekt, hvilket kræver fuldt symfoniorkester og alt hvad den ellers kan trække på produktionsfronten. Sport og musik har jo altid hørt sammen som både stil -og identitetsmarkører, og det er fedt at opleve, hvordan store sportsorganisationer som f.eks UCI er begyndt for alvor at tage lydidentitet til sig.” 

Hør musikken og se mere om projektet i casefilmen: