Unge danskere i Paris: Fra 0 til 17 medarbejdere på et år

Peter Engholm
25@mail.dk

På godt et år har Peter Ammentorp og Nicolai Villads bygget et internationalt bureau op i Paris – med en håndfuld luksuskunder og 17 medarbejdere. Alt går efter planen – med en enkelt forsømmelse.

Skiltet er diskret ved porten i Rue des Saints-Peres i det 6. arrondissement i latinerkvarteret i Paris: AKQA.

Men der er intet diskret med digitalbureauet, der er blandt de mest markante (og vindende) digitalbureauer de seneste år, og den uafhængige kæde – som sidste sommer blev købt af WPP – har bestemt ikke været uden dansk fingeraftryk: Først Lars Bastholm som co-chief creative officer indtil 2009, og nu Peter Ammentorp og Nicolai Villads, der i begyndelsen af 2012 fik til opgave at opbygge et AKQA-kontor i Paris – og lede det kreativt.

Kald det bare et kontrol-tjek, da Bureaubiz i dagene op mod påske tog til Paris for at se, hvordan opgaven bliver løst. Og opgaven bliver løbende løst – og dét så grundigt, at der endnu ikke har været tid til et enkelt, ikke uvæsentlig, gøremål for de to danskere i Frankrigs hovedstad. Og det vender vi tilbage til – første opgave først:

”Nike var vores founding client – en kunde, som bureauet har haft i 12 år. Men det var ikke en kunde, som vi bare fik. Vi skulle bevise vores værd, og heldigvis gik det fint. Det var en kampagne for Nike Football op til EM, og den endte med at blive brugt globalt,” siger Peter Ammentorp – og suppleres af Nicolai Villads:

”Det er det fantastiske med Nike: Hvis man laver noget godt på et lokalt marked, så spredes det.”

Hvordan skiller fodboldspillere sig ud? Med deres spillestil, naturligvis – og stil i øvrigt. Op til EM i fodbold 2012 hyldede Nike spillernes originalitet ved åbne syv barbershops rundt om på kloden, så også andre fik muligheden for at forstærke deres personlighed via en fantastisk nye frisure. Og var man ikke i nærheden af sådan en biks, kunne man lege med i løjerne på Facebook:

17 medarbejdere og 5 internationale kunder

Kontrasten fra gaden til gården er stor, al den stund at den er stille og frodig. Indgangen til bureauet er en bred, hvid trappe, der fører ned til et stort, lyst rum. Et tidligere showroom for Yves Saint Laurent, iblandet stål-elementer fra Eiffeltårn byggeriet.

En vindeltrappe fører op til førstesalen (i gadeplan), hvor foreløbig 17 personer sidder og arbejder.

”Vores primære opgave i 2012 var at cementere samarbejdet med Nike – at vise dem,, at de kunne stole på os. Og sidst på året begyndte vi så at fokusere på at få nye kunder,” siger Peter Ammentorp.

Også dét punkt på huskesedlen kan de to danskere sætte flueben ud for:

Udover Nike arbejder AKQA Paris nu for Google, Unilever, Chanel og Dior.

”Vi har været heldige. Vi er et nyt, digitalt og internationalt bureau – og der er faktisk ikke mange internationale bureauer i Paris. Den franske bureaubranche minder på en måde om den danske: Det er meget de samme mennesker,” siger Peter Ammentorp.

”Og både Chanel og Dior har kigget på Nike og vil også gerne være innovative. Det er et re-take på Luksus-industriens produktudvikling og markedsføring, hvor luksus kan skabe oplevelser via bl.a. events og services – noget, der giver værdi til brugerne,” siger Nicolai Villads.

Skal vokse i eget tempo

Duoen har ikke kun hentet kunder til butikken – de har også selv valgt lokalerne og indrettet dem, inkl. mødelokalet, hvor Wegnerstole er sat sammen med et mødebord, hvor planken er hentet fra en sydfransk jernbanestation.

Der er plads til at vokse, og det skal bureauet også – i takt med at udvikle samarbejderne med de nye kunder. Peter Ammentorp og Nicolai Villads forventer, at i alt 25 medarbejdere vil være på plads i løbet af 2013, og at der i slutningen af næste år vil sidde 35-40 personer i lokalerne i nr. 19.

”Ajaz (Ahmed, stifteren af AKQA, red.) opfatter Paris-kontoret som sin lille baby, og vi skal vokse – men i vores eget tempo, og ikke for hurtigt. Vi skal lave det rigtige stykke arbejde, og der skal være tid til at gå i dybden med det,” siger Peter Ammentorp.

Brainstormer med kunderne

”Der er intet pres om, at vi skal være så og så mange mennesker – eller give et bestemt overskud. Vi har en håndfuld gode kunder, og flere behøver vi ikke. I pitch-perioden mødte vi også nogen, som vi fandt ud af ikke var de rigtige for os,” siger Nicolai Villads.

”Google er fuldstændig ligesom os: De er nørder, der bare gerne vil lave noget fedt arbejde. Det samme gælder Nike, der har siddepladser her. Vi hænger ud sammen, og vi mødes ikke kun til præsentationer, men til brainstorm – det er et tæt samarbejde,” siger Peter Ammentorp.

Han tilføjer, at AKQA-mantraet er at berige folks hverdag – i modsætning til klassisk reklame, der snarere forurener.

”Det bedste er at se folk lege med det, som man har skabt – at det bruges, og der tweettes om det, og det bliver hashtagget. Trøjen for det franske fodboldlandshold bliver der snakket om,” siger Nicolai Villads.

Nicolai Villads (t.v.) og Peter Ammentorp i de tidligere YSL-lokaler. Her er hænge-ud-pladsen og pladsen til at vokse – ovenover har den danske duo og bureauets øvrige 15 medarbejdere deres arbejds- og mødelokaler. 

Mangler at kunne præsentere ideer på fransk

Der er lagt op til en lidt anderledes balancegang med Dior og Chanel. Her bliver udfordringen at give værdi til brugerne på innovativ vis uden at tabe det eksisterende skær af uopnåelighed.

På de sociale medier svarer eksempelvis Nike på henvendelser, mens dén adfærd ikke er Chanels stil.

Chanel gør også noget andet – de taler fransk. Og her er vi fremme ved det manglende element i danskernes ellers respektindgydende formåenhed:

”Nike taler engelsk. Det gør Google også. Men Chanel … det er fransk. Og vi har ikke haft tid til at lære fransk ordentligt endnu – men i år skal det være,” siger Nicolai Villads og tilføjer, at Peter Ammentorp nu ikke er så ringe til sproget:

”Jeg kan forstå fransk – og tale det, men at præsentere sine ideer på fransk synes jeg er svært. Over halvdelen af bureauet er franskmænd, men vi er et internationalt bureau, og hverdagen foregår på engelsk. Alligevel skal vi blive bedre til at tale fransk,” siger Peter Ammentorp.

AKQA i Brasilien og Indien

Med den fart, de unge danskere har haft på, siden de i 2010 vandt guld i Young Lions – samt Future Lions (arrangeret af AKQA) – i Cannes, kan det være undskyldeligt, at sprogfærdigheder først løbende hægtes på.

Ogilvy sendte – på foranledning af tidligere nævnte Lars Bastholm – Ammentorp og Villads på en kreativ jordomrejse, der omfattede tre måneder på netværkets kontorer i hhv. Shanghai, Paris, New York og Sao Paulo.

Efterfølgende kom så tilbuddet om at åbne AKQA i Paris, og kæden står til at åbne tre kontorer i 2013, bl.a. i Indien og Brasilien. Men nye eventyr i fjerne egne trækker ikke umiddelbart i danskerne:

”Vi hjælper gerne, hvis vi bliver spurgt, men skulle det være, så skulle det helst være projektbaseret, for vi føler os privilegerede her,” siger Peter Ammentorp.

”Personligt er det ikke noget, der trækker, for AKQA Paris rummer alt det, jeg altid har drømt om: Kunderne, kontoret, byen – og kollegerne,” siger Nicolai Villads.

Løfte et team med personligheden 

Og netop medarbejderne er håndplukkede – inspireret af det, som de oplevede i Brasilien, og af måden, de selv blev hyret på af Ajaz Ahmed.

”Vi blev ikke spurgt om vores arbejde, men blev vurderet på vores lyst og vilje til at skabe noget nyt. Samtidig er vi fascineret af den brasilianske bureaukultur, der lader folk slappe af i deres arbejde. De har det sjovt med det, de laver – de leger og udforsker. Og deres teams er homogene,” siger Nicolai Villads.

”Mange kan få ideer og indfald, men det er sjældent, at en person har hele pakken – dét, der kan løfte et helt team. Vi kigger lige så meget på personligheden, når vi ansætter: Hvad går vedkommende op i? Hvad synes han eller hun er fedt? Vi kigger efter stærke personligheder bag deres arbejde,” siger Peter Ammentorp.

”Vi har professionelle atleter, journalister der skriver magasiner i deres fritid, tech-nørder. Vi forventer entreprenørskab, så arbejdet bliver tilført passionen og den personlige entusiasme,” siger Nicolai Villads.

Han tilføjer:

”Vi har kæmpe fans af Nike – sportsfolk og sneakers-samlere, der ved alt om Nike. Og nogle gange mere end Nikes egne folk ved. Peter er stor Nike-fan.”

Og Peter Ammentorp tilføjer – med slet skjult henvisning til Chanel og Dior – at Nicolai altid har været livsstils-orienteret, med fokus på luksus.

Managing director beskytter

Om stedet, hvor de passionerede personligheder skal arbejde, siger han:

”Vores opgave er at levere de rammer og de kunder, som de kreative bedst kan udfolde deres ambitioner i – og for. Ambitioner om at lave et fantastisk stykke arbejde, som folk holder af og interesserer sig for.”

Og rammerne kommer også dem selv til gode. Nicolai Villads siger:

”Vi har ansat en managing director, der holder styr på det økonomiske, så vi kan koncentrere os om det kreative. Han beskytter os, og forstår kreativitet i en grad, at han også sidder med i brainstorms – så vi har ikke de store kampe.”