Dansk bureau er europamester i marketing automation

Peter Engholm,
journalist

Europas største fællesskab af datadrevne marketingfolk, DMA, har uddelt årets priser. Et enkelt dansk bureau markerede sig – og gjorde det med en guld.

Tirsdag aften blev der i det gamle Fish Market i London afholdt The DMA Awards, og Varelotteriet og Ambition vandt guld i kategorien Best use of Marketing Automation

Varelotteriet og Ambition var oppe imod bl.a. Armadillo for McDonalds UK og Ogilvy for Formula 1 – og juryen vurderede, at guldet skulle gå til Danmark.

Automation manager, Matias Valentin, fra Ambition siger:

”Vores teknologipartner Mapp har stået for indstillingen af casen, og da invitationen om at deltage i showet faldt sammen med andre fælles aktiviteter, valgte vi at tage med. Det er en stærk case, men også et stærkt felt, så det var overvældende at blive kaldt på scenen foran så mange dygtige mennesker fra hele Europa.”

Peter Jørgensen, vicedirektør hos Varelotteriet, supplerer:

”Kombinationen af at udnytte vores egne data og bureauets digitale ekspertise har givet os større synlighed end nogensinde før på vores forbruger- og forhandlernetværk. Vi har forvandlet indsigt til handling, der har forbindelse til den rigtige kunde, på det rigtige tidspunkt, på den rigtige kanal med den rigtige besked – noget, vi aldrig har været i stand til at opnå tidligere.”

Casen vandt for godt en måned siden også ved uddelingen af MarCom Awards 2021, hvor godt 6000 arbejder fra 41 lande dystede. Her blev danskerne Platinum Winner i kategorien Web Advertising Campaign.

Data & Marketing Association (DMA) er med sine flere end 1000 virksomhedsmedlemmer Europas største forening for datadrevne marketingfolk. DMA arbejder for en fusion af teknologi, talent, kreativitet, forskning og indsigt for at sætte standarder i både Storbritannien og internationalt.