Refresh Agency er et lille dansk pr-bureau, der også opererer i USA. Fornylig kunne man prale med at have fået BodyShop som kunde og nu følger så et strategisk partnerskab med amerikanske Common, som bl.a. er stiftet af Alex Bogusky. Han er en af stifterne bag bureauet Crispin, Porter + Bogusky.
Common arbejder med at promovere ideer og produkter inden for social ansvarlighed og bæredygtige produkter og samarbejdet består i at hjælpe bl.a. start-ups.
Sandja Brügmann forklarer om det strategiske samarbejde:
“Vores vision er at hjælpe virksomheder, som vil løse nogle af verdens største problemer inden for bl.a. sundhed, fattigdom og mangel på transportmuligheder – uden at det koster kassen, som det gør, hvis man hyrer andre bureauer ind med samme niveau af kompetencer som vores. Vi skræddersyer teamet til hvert behov og hver løsning.”
Alex Bogusky har ikke en fremtrædende rolle i samarbejdet, men vil bl.a. hjælpe med at åbne døre og rådgive udvalgte kunder omkring strategi.