Dansk bureau med fart på åbner afdeling i USA

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Det digitale bureau, Adapt, har allerede etableret sig i Vilnius og Barcelona. Nu er turen kommet til Boston.

Digitalbureauet Adapt voksede med over 50 pct. i 2014, og den ekspansive tilgang har bl.a. omfattet åbning af afdelinger i Vilnius i Litauen og i Spanien, nærmere betegnet Barcelona.

Nu går turen til USA.

”Mange internationale virksomheder med aktiviteter i Danmark prioriterer forståeligt nok leverandører, der har international erfaring og repræsentation. Derfor er det naturligt for os at udvide med endnu et udenlandsk kontor,” siger Adapts CEO, Kresten Wiingaard.

Det bliver Boston, som skal være brohoved til det amerikanske marked og det er ingen tilfældighed.

”Byen har 100 universiteter og business schools, og derudover ligner københavnerne og ’bostonerne’ hinanden på mange punkter,” siger Kresten Wiingaard.

Et af de universiteter er Massachusetts Institute of Technology, bedre kendt som MIT. Med MIT og de andre universiteter og business schools, håber Adapt at få adgang til tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft.

Samtidig satser bureauet på at udnytte placeringen til at skabe relationer til universiteterne og dermed til stærke samarbejdspartnere.

Skandinaviske virksomheder er generelt stærkt repræsenteret på den amerikanske østkyst, og det er ifølge Kresten Wiingaard på grund af lighederne:

”Østkystamerikanerne, og især folk i Boston, ligner os danskere på utrolig mange punkter. Det, at vi tænker ens på flere distancer, gør samarbejdet mere effektivt, og det er til gavn for alle parter, ikke mindst vores kunder”.

I første omgang ledes Adapt Boston på distancen af Kresten Wiingaard, men det er planen, at kontoret i USA skal udvikle sig til en selvstændig business unit, og man forventer, at der om et til to år er omkring 10 medarbejdere ansat i Boston.

Også i Vilnius forventer Adapt at vækste. Her startede man i september 2014 med 9 medarbejdere og forventer at vækste til omkring 20 medarbejdere i år.

Udover at ekspandere udenlands, har Adapt i 2014 etableret Adapt Mobile, som beskæftiger sig med apps og i dag har 12 medarbejdere. Barcelona-afdelingen knytter sig til Adapt Mobile og forventes at vokse til samme størrelse i det kommende år.