Af Peter Engholm 25@mail.dk

Danske ski-præstationer får ikke international anerkendelse. Men det gør den danske præstation med at lave et chalet i Val Thorens om til et Coca-Coca Ski Hotel.

Nyheden ligger ikke i, at Coca-Cola Danmark med kreativ bureau-bistand fra Thinkhouse har omdannet et fransk alpehotel til et Coca-Cola Ski Hotel – for det blev lanceret for fire år siden – men derimod at det danske koncept nu lanceres i resten af Europa.

”Coca-Cola i lande som Irland, Holland og Belgien benytter det fysiske ski chalet som kulminationen på deres kampagner, mens vores design og partnerskaber bruges og aktiveres på de øvrige markeder,” siger Anders Larsen, der er kreativ direktør i bureauet Thinkhouse.

Siden 2010 er et hotel i Val Thorens blevet omdannet til et Coca-Cola Skihotel. En af præmierne i de mange konkurrencer er en uges ophold på hotellet – den sidste i sæsonen – men hotellet er Coca-Cola’sk i hele sæsonen og kan bookes på lige fod med andre chalet’er i området.

”Alt er Coca-Cola – nærmere bestemt Coca-Cola zero – på hotellet, lige fra pssch-lyden af en dåse, når dørene åbnes, til lysekroner af Coca-Cola-flasker. Hotellet er højdepunktet, men det er det content, der bliver skabt af – og sammen med – vores partnerskaber, der gør, at kampagnen lever i mange parallelspor. Coca-Cola zero aktiverer kampagnen på mange platforme og sammen med vores samarbejdspartnere bl.a. Rossignol, GoPro og Skull Candy kører de deres egne Coca-Cola konkurrencer, og på den måde vokser kampagnen nedefra og op,” siger Anders Larsen

At en dansk kampagne eksporteres til europæiske markeder som Holland og Irland, er i dag lidt af en sjældenhed. Ikke at dansk kreativitet og forbruger-aktivering er uegnet til eksport, blot at Coca-Colas organisation i dag lægger op til et andet eksportmønster. Det forklarer Coca-Colas danske landechef, Charlotte van Burleigh:

”Coca-Cola arbejder meget med best practice og skalerer aktivitererne på så mange markeder som muligt – med lokale snitflader. Da vi udviklede skihotellet for Coca-Cola zero, var vi en nordisk marketingafdeling. Nu er vi en nordvest-europæisk marketingafdeling, og generelt ser vi mindre eksport internt mellem områder, og mere eksport fra verdensdel til verdensdel. Share a Coke er et eksempel herpå – det begyndte i Australien og blev eksporteret til først en del af Europa og siden til USA og resten af Europa.”

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club