Dansk design flytter sammen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Tre danske design-organisationer flytter under samme tag for at skabe et internationalt kraftcenter.

Dansk Design Centers bygning på H.C. Andersens Boulevard i København bliver fremover rammen for ikke kun Dansk Design Center (DDC), men også for Index: Design to Improve Life og Danish Fashion Institute (DAF).

Målet er at skabe et internationalt kraftcenter for fremtidens design samt skabe danske arbejdspladser.

”Vi har som designorganisationer nok ikke været gode nok til at få bredden i erhvervslivet trukket ind.  Vi vil nu åbne mere op, og her er der en idé i, at vi tre organisationer spiller mere sammen, da der er overlap i visse dele af vores arbejde i dag. Vi skal bruge hinandens kontaktflader og sørge for, at dem, vi kender, kender de andre også”, siger adm.dir. for Dansk Design Center, Nille Juul Sørensen til Berlingske.

Kigge Hvid, der er direktør for Index: Design to Improve Life, mener, at det er nødvendigt at samle styrkerne på designområdet, hvis netop design skal spille en væsentlig rolle i den globale konkurrence, som regeringen har lagt op til med de såkaldte vækstteam med fokus på netop design og kreative erhverv.

Kigge Hvid siger til Berlingske, at de tre organisationer kommer med hver deres særlige kompetencer og ved at blive lagt under samme tag, kan organisationerne koncentrere sig ekstra meget om netop deres kerneopgaver.

For Index: Design to Improve Life er det uddannelse, mens DAFI ved noget om materialer og produktion.

Sidste år gik DDC i gang med at implementere en strategi om at bringe designere, virksomheder og forskning sammen om at udvikle løsninger af aktuelle problemer og skabe og udnytte ny viden om designs brug af ny teknologi, nye materialer og Big Data.

Udover de tre organisationers bofælleskab, vil en håndfuld mindre projektorganisationer få tilholdssted i huset i kortere eller længere perioder (Berlingske Business, p. 15).