Dansk design-ikon solgt til arabere

peng

Et Bahrain-selskab har købt Georg Jensen for godt 800 mio. kr. og har allerede udnævnt flere nye personer i ledelsen, herunder en ny kreativ chef.

Designhuset Georg Jensen skifter ejer – fra den danske kapitalfond til Investcorp, der består af en gruppe investorer hjemmehørende i Bahrain.

Financial Times skriver, at prisen er 140 mio. dollar, svarende til mere end 800 mio. kr. Samme medie nævner, at Investcorp allerede har navngivet flere personer, der skal ind i ledelsen af Georg Jensen: David Chu, der selv har skabt en række brands, rykker ind som Chief Creative Officer. Nyt bestyrelsesmedlem bliver Guy Laymarie, der tidligere har stået i spidsen for De Beers, Cartier og Dunhill.

Med Investcorps køb af Georg Jensen fyres der på ny op for ambitionerne om at komme ind på det store kinesiske marked. Her solgte man sidste år for 1 mio. dollar mod 50 mio. dollar på det danske marked.

“Vi har tidligere taget brands som Gucci og Tiffany og gjort dem til forretninger i flere-milliarder-dollar klassen. Dén formel har vi perfektioneret og vil gentage her. Hvis du kan sælge for 50 mio. dollar i Danmark, så kan vi firedoble det beløb i Kina,” siger Hazem Ben-Gacem, investeringschef i den europæiske del af Investcorp, der selv bliver en del af ledelsen i Georg Jensen.