Designit fusionerer med spanske Dnx og bliver med 180 medarbejdere og 9 kontorer fordelt i Europa og Asien en værdig europæisk udfordring for amerikanske designvirksomheder.
Dnx har specialiseret sig i designudvikling og interaktivt design og sammen med det spanske sprog og viden om både det spanske og sydamerikanske marked, kan fusionen hjælpe Designit til at komme ind på både det spanske marked, men også på det attraktive vækstmarked i Sydamerika. Især Brasilien, hvor udviklingen går rigtig stærkt.
Ifølge adm.dir. i Designit, David Fellah, efterspørger kunderne en bredere rådgivning:
“De strategiske designkompetencer bliver mere og mere relevante for kunderne. Med fusionen bliver vi den stærkeste europæiske partner for verdens førende virksomheder og kan gøre endnu mere for dem”.
Designit blev stiftet i 1991 i Aarhus, og har i dag hovedkontor i København. I 2010 havde virksomheden en vækst på 40 procent (Børsen, p. 10, Berlingske Business, p. 9 samt pressemeddelelse).
Vidensdeling er vejen frem til at få succes
Hvis din virksomhed gør det muligt for medarbejderne at blogge, deltage i sociale netværk og kommentere på nettet, så har virksomheden større chance for at få succes.
Vidensdeling forbedrer den interne kommunikation, kommunikationen med samarbejdspartnere og leverandører samt skaber en mere effektiv dialog med kunderne.
Konsulentfirmaet McKinsey & Company har gennem fire år gennemført en række undersøgelser af virksomheder, der anvender de såkaldte web 2.0 teknologier og sammenligner dem med virksomheder, der ikke gjorde.
Konklusionen er, at virksomheder, der har taget de nye muligheder til sig, har større chance for at blive markedsledere og de skaber bedre operationelle resultater.
Der er dog også nogle faldgruber, f.eks. virksomhedshemmeligheder, der bliver afsløret, eller kundedialog, der flopper.
Eksempelvis SuperBest, der i kølvandet på kødskandalen åbnede en kundeblog og efter seks uger måtte opgive den, da de ikke magtede opgaven.
Eller Københavns Kommune, der brugte 7 mio. skattekroner på at skabe en Facebook-kopi, som 1.800 borgere registrerede sig på (Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, bagsiden).