Dansk designbureau udvalgt af FN til at teste global verdensmålsplatform

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Phoenix Design Aid i Randersd skal teste platform, der skal gøre det lettere for virksomheder at arbejde ud fra principperne i verdensmålene.

Det danske design- og kommunikationsbureau Phoenix Design Aid fra Randers er udvalgt til at teste en ny FN-platform, der skal inspirere virksomheder i hele verden til at arbejde bæredygtigt, overholde menneskerettighederne og bidrage til opnåelsen af FN’s 17 verdensmål.

Platformen skal gøre det lettere for virksomheder at arbejde ud fra principperne i verdensmålene. 

“Vi er rigtig stolte over at være udvalgt som en af de virksomheder, der skal give feedback på FN’s Communication of Progress platform. Det giver os mulighed for at forbedre de forskellige værktøjer, som platformen består af, så den er klar til at blive udgivet i 2023. Helt konkret skal vi blandt andet omstille os til en helt ny rapporteringsform, der bliver mere enkel og digital end hidtil, og som desuden vil resultere i en ny bæredygtighedsrapport,” siger Dennis Lundø Nielsen, som er adm. direktør hos Phoenix Design Aid. 

Platformen er udviklet af FN’s Global Compact, der er verdens største frivillige initiativ for ansvarlighed i erhvervslivet. Phoenix Design Aid har siden 2007 været medlem af initiativet, og det betyder, at den østjyske virksomhed sammen med de øvrige medlemsvirksomheder i hele verden forpligter sig til at arbejde ud fra ti principper inden for blandt andet menneskerettigheder, miljø og anti-korruption.

” I 2020 blev vi som det første grafiske bureau nogensinde certificeret efter fire verdensmål 4, 12, 13 og 17, herunder 11 forskellige delmål, og vi har således stor viden om både FN og verdensmålene. Derfor føler vi os godt rustet til at kunne forbedre platformen, der forhåbentlig også kan inspirere andre virksomheder til tage del i FN’s initiativ og tage et større socialt ansvar,” siger Dennis Lundø Nielsen.

På verdensplan er over 20.000 virksomheder medlem af FN’s Global Compact, mens der i det danske netværk Global Compact Network Denmark er knap 500 medlemsvirksomheder.