Hvordan får vi resten af verden med på den danske cykelbølge? Og hvordan ser den perfekte cykel egentlig ud?
De store spørgsmål var afsættet for søskendeparret Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm Carton, og deres bud ruller ud på gaden i disse dage.
Mate er navnet på cyklen, der er eldrevet og kører næsten 80 km på et opladet batteri.
Den kreative pedal i Mate-projektet er bureauet Schlenzig x Jones, der har udviklet den grafiske identitet og kommunikationskonceptet.
Michael Schlenzig, grundlægger og kreativ, siger:
”Vi troede på projektet med det samme, og som bureau er det altid interessant at være involveret fra starten. De færreste opstartsvirksomheder har store budgetter til markedsføring fra dag 1, men vi vil gerne investere tid i de rigtige ideer, som kan give afkast på længere sigt. Og vi tror på, at det kan være en interessant forretningsmodel fremover, særligt i samarbejdet med nystartede virksomheder og iværksættere.”
Stifterne i Schlenzig x Jones har selv haft opstartsfasen tæt inde på livet. Tidligere på året lancerede de ølfirmaet Beer Buddy.
”Vi har selv haft mange af de samme udfordringer tæt inde på livet med Beer Buddy, og på den måde er vi nok tættere på iværksætternes tankegang end mange andre bureauer,” siger Simon Jones-Mortensen.