Dansk event-firma vandt international eventpris

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

En intern lancering af en Grundfos-pumpe på toppen af en tysk glejsjer. Det kastede en Gala Award af sig til Welcome Event Marketing.

Hos Creative Circle (nu oppe på 684 indsendte arbejder til CC Award 2009) siger man: “Du kan kun vinde, hvis du sender ind”. Og – kan man tilføje – du ved, hvor det kan bære hen, hvis du havner på shortlisten.

Det danske Welcome Event Marketing blev i december nomineret i Special Events Magazine kategorien “Best event produced for a corporation or association”. Og det er nu blevet konverteret til en Gala Awards, der blev uddelt ved The Special Event Show i San Diego.

Welcome vandt for produktionen af Grundfos’ interne produktlancering af Alpha2 pumpen.

Konsekvenserne af global opvarmning, vigtigheden af bæredygtig udvikling samt Grundfos’ eget bidrag hertil i form af bemeldte pumpe var budskaberne. Konceptet og begivenheden blev virkeliggjort med en begivenhed på toppen af Zugspitze Gletsjeren i de tyske Alper.

Hos Grundfos siger business development Manager Henrik Kjeldgaard og marketing manager Peter Ladefoged i en fælles udtalelse:

“I den globale klima udfordring må vi selv gøre en indsats, og indsatsen med vore energieffektive pumper er et af vores hoved fokusområder. Vi ville virkeliggøre konsekvenserne af global opvarmning på tæt hold – og det var her Welcome iscenesatte en fantastisk begivenhed for Grundfos.”

Også Jesper Hartley og Jannik Seifert, partnere i Welcome Event Marketing, er fælles om følgende:

“Med Klimatopmøde i København og det stadig større krav om indsigt og effektivisering af bæredygtige løsninger glæder det os derfor, at vi sammen med Grundfos opnår international anerkendelse på et område, hvor vi ser vores rolle som event producenter som et positivt bidrag til den fælles globale klimaudfordring”.