Dansk instruktør og produktionsselskab bag latinamerikansk hit

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Torben Kjelstrup vandt en international pitch fra det colombianske band, Bomba Estéreo. Nu har videoen rundet 4 mio. YouTube-visninger.

Den korteste credit-liste på True Awards nyligt offentliggjorte shortliste ses på arbejdet ”Soy Yo”; Instruktør: Torben Kjelstrup. Producent: The Woerks.

Her kan så tilføjes, at kunden er det colombianske electro-band, Bomba Estéreo, der optrådte på Orange Scene på sommerens Roskilde Festival.

Og casen? Den aktuelt lancerede musikvideo ”Soy Yo” – ’det er mig’ – der handler om at være sig selv og at stå ved det, uanset hvad andre tænker.

Sangen kan ses som en del af den omfattende Female Empowerment-bevægelse, idet dens budskab er tilegnet alle piger og kvinder.

Hovedpersonen er en 11 årig latinamerikansk pige – spillet af Sarai Isaura Gonzalez – der selvsikkert går rundt i New Yorks gader. Godt castet, for videoen har fået massiv opmærksomhed viralt.

Instruktøren Torben Kjelstrup vandt projektet gennem en internationalt udbudt konkurrence på Genero – et site, der forbinder kunder og kreative. Videoen er produceret af danske The Woerks, der bl.a. også har produceret musikvideoen til Lukas Grahams “7 Years”.

”Det er en fortælling om frihed og styrken, der ligger i at være sig selv. Når vi følger reaktionerne og kommentarerne fra de mange, der har set videoen, er vi stolte af de positive budskaber, vi er med til at formidle,” siger Torben Kjelstrup.

Producer Camilla Agerskov fra The Works roser Bomba Estéreo for at instruktør stor kreativ frihed og siger om produktionen:

”Vi havde en åben casting i New York og så en del unge skuespillerinder, og vi endte med at vælge den dygtigste pige med den stærkeste udstråling og de fedeste danse moves. Vi gik efter en karakter, der kunne formidle budskabet om at turde være sig selv. At hun er blevet et forbillede for så mange er overvældende.”

Videoen har rundet 4 mio. visninger på YouTube og opnået omtale i bl.a. Vogue, The Guardian og Huffington Post.