Dansk kreativ til reklame-underholdningsbureau i Hollywood

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter tre år på LA-bureauet David & Goliath, inkl. et Super Bowl-spot, skulle Kristian Grove Møller videre. Stadig LA, men til et bureau, der er mindre i størrelse, men mere kendt – og som vil nye veje.

Mens andre holdt vinterferie, var danske Kristian Grove Møller på arbejde – og måske giver det heller ikke megen mening at kalde det vinter, når det er 28 grader udenfor.

Så varmt var det kl. 12, lokal tid i Los Angeles, da Bureaubiz talte med den danske kreative, der i december tiltrådte stillingen som Associate Creative Director på BBH LA. For inden havde han været tre år hos et andet bureau i byen, David & Goliath.

Los Angeles er det hastigt voksende af BBH’s otte kontorer, fordelt på fire kontinenter, men momentum var ikke eneste grund til, at Kriss Grove valgte dette bureau – i højere grad var det bureauets tilgang; et reklame-underholdningsbureau, kunne man kalde det. Selv beskriver han det således:

”Mens de fleste LA-bureauer ligger ude ved kysten, ligger BBH i West-Hollywood – og det er helt bevidst. Bureauet vil have mere fokus på film, tv og musik og arbejder med spændingsfladerne mellem underholdning og reklame. Google Play er et godt eksempel herpå – og en fed kunde. Vi laver ikke reklame for streamingtjenesten, men aktiverer det content – film og musik – der tilbydes. Og vi arbejder tæt sammen med kunstnerne,” siger Kriss Grove.

Og selv om BBH LA er voksende, så er det faktisk bureauets – indtil videre – beskedne størrelse, der tiltrækker:

”BBH LA har ca. 30 fastansatte. Det er efter amerikansk størrelse et lille bureau, men det betyder, at man skal gøre det hele selv – og være med i hele forløbet. Der er nærmest en entreprenør-ånd, og det var også det, jeg kunne lide ved Sid Lee i Amsterdam, da jeg var der. Vi var 8 til at begynde med, og som kreativ var man inden over strategi og kundemøder – og toethalvt år senere var vi næsten ti gange så mange,” siger Kriss Grove.

Amerikanske bureauer er stærkt hierarkisk opdelt. Og det er BBH LA også – formelt set. Øverste kreative er Pelle Sjönell, der er Executive Creative Director. Peter Albores er – i lighed med Kriss Grove – relativt nytiltrådt og har titel af Creative Director, mens Kriss Grove som nævnt er Associate Creative Director.

”BBH LA har en rimelig flad struktur. Dertil kommer, at Pelle også er global partner i BBH, så han rejser en del. Peter og jeg udgør i det daglige den kreative ledelse på bureauet. Vi har hver vores kunder, og så er der kunder, vi er fælles om – bl.a. Google Play,” siger Kriss Grove.

Afsættet til BBH LA var positivt – efter tre år hos David & Goliath var det tid til noget nyt.

”Jeg var glad for min tid hos David & Goliath – jeg havde KIA som kunde og fik lavet et Super Bowl-spot. Men efter tre år følte jeg, at tingene kørte i ring – og så var det på tide at komme videre. Ikke for at komme væk fra bureauet, men for fortsat at udvikle mig,” siger Kriss Grove.

Foto: Casper Lundemann