Dansk-ledet bureau udvider

Peter Engholm
25@mail.dk

Virtue – Vice Medias inhouse kreative bureau – har på tre år vokset sig stort i København. Og fortsætter nu sin vækst geografisk, med et kontor i Oslo.

I morgen, den 1. december, åbner Virtue – Vice Media Scandinavias full-service kreative bureau – ikke nødvendigvis en låge i julekalenderen, men derimod et kontor i Oslo.

Både Virtue og Vice Media har deres skandinaviske hovedkontor i København samt en dansk CEO i form af Frederik Andersen.

Det dansk ledede Virtue servicerer The Coca-Cola Company i 40 europæiske lande, Vodafone i Zambia, Ecco globalt, Skullcandy, Jägermeister, Arla, Rynkeby og Telmore.

Virtue har på godt tre år vokset sig stor – ikke kun i København, hvor der i august var 70 medarbejdere på bureauet, men også i satellitkontoret i Stockholm, der nu tæller 12 medarbejdere.

I Oslo, på åbningsdagen, er det let at holde mandtal: 1. Det er Andrea Berentsen Ottmar, der skal stå i spidsen for Vices norske bureau.

Hendes opgave bliver at stå for Vice Scandinavias udvidelse mod nord ved at bringe Virtues full service bureau-tilbud til Norge. Hun har både erfaringer med fra eget produktionsselskab, Frokost Film og Ape&Bjørn, og har – på prisvinder-niveau – arbejdet med reklamer, kortfilm, musikvideoer og dokumentarfilm.

Anja Agerbo Thomsen, der er Commercial Director, Vice Media Scandinavia, siger om baggrunden for udvidelsen:

”Eftersom vi oplever tiltagende interesse for vores tjenester i hele Skandinavien, både når det gælder kommercielle partnerskaber og redaktionelt indhold, åbner vi kontor i Oslo i efteråret 2016. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Andrea om vores nordiske ekspansion.”