Dansk løbe-ur vil konkurrere med de store

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Fem tidligere Nokia-ansatte vil konkurrere med Garmin og Polar.

Fem tidligere Nokia-ansatte lancerer om et par uger en konkurrent til Garmin, Suunto og Polar.

Erfarne løbere vil vide, at der her er tale om løbe-ure og det er da også de seriøse og erfarne løbere, der er i  målgruppen for det nye produkt.

Uret hedder Leikr og skaberne af uret, som har know-how om produktudvikling og markedsføring fra deres tid hos Nokia, har store ambitioner.

Først og fremmest indgår de et samarbejde med danske Endomondo. Det betyder, at uret kan synkronisere med løbesitet. En funktionalitet, som – ifølge Berlingske – ikke findes i andre ure på markedet.

Derudover skal uret sælges i både danske og europæiske løbeforretninger og tanken er også på sigt at gå ind på konkurrenten Garmins hjemmemarked, nemlig det amerikanske.

Mange af de features, der er lagt ind i uret, stammer fra stifternes erfaringer med mobiltelefonteknologi. F.eks. har Leikr-uret indbygget et kort, så man altid kan se, hvor man er – eller løbe efter en bestemt rute, man har lagt ind på forhånd. Endvidere er uret udstyret med wi-fi.

Med hensyn til markedsføring, er stifterne også vant til at arbejde med at identificere målgrupper og deres behov.

Cristiano Riccardo Cairo, der er holdets marketingmand, siger til Berlingske:

”Vi kan i princippet putte flere funktioner ind i uret. Men jeg tvivler på, at seriøse løbere er interesserede i at spille Angry Birds. Dem, vi vil have fat i, er de mere avancerede brugere. Dem, der måske er startet med at bruge deres iPhone og en app, når de løb og som nu vil videre. Derfor er vi også påpasselige med, hvor vi sælger uret og har i begyndelsen valgt kun at sætte det til salg via butikker som Marathon Sport, Løberen og via Endomondo”.

Stifterne bag Leikr-uret kalder deres selskab for Acorn Projects – men vil ikke oplyse til Berlingske om de har flere produkter i støbeskeen. De har fået penge fra investeringsselskabet Seed Capital og søger flere investorer (Berlingske Business, p. 18-19).