Dansk mediabureau opkøbt

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Opdateret: Konsulenthus øger sin internationale ekspansion til Danmark gennem opkøbet af majoriteten af mediebureauet Tre Kronor Media.

Opdateret med, at også Tre Kronoer i Sverige er blevet opkøbt

Aktiemajoriteten i mediabureauet Tre Kronoer Media Danmark er blevet opkøbt. Det sker ved, at Making Science Group S.A. opkøber  70 pct. af aktierne i UCP, som ejer 70 pct. af Tre Kronor Media Danmark.

Også Tre Kronor i Sverige er opkøbt med 70 pct. af aktierne af Making Science Group. Til gengæld ejede UCP 100 pct. af Tre Kronor Media Sverige.

Opkøbet kommer som en del af den ekspansionsproces, som Making Science har gennemgået over de seneste år og kommer i kølvandet på syv gennemførte opkøb i 2021.

“Making Science er af de absolut største spillere inden for digital markedsføring og digital transformation. Med Making Science i ryggen får vi et styrket Tre Kronor Media, som kommer til at have produkter på aller øverste hylde – internationalt set – indenfor de digitale discipliner. Samtidig anser jeg dette som et skulderklap og en anerkendelse af det arbejde, vi har lavet med Tre Kronor Media i Danmark og Sverige siden vores opstart i 2007”, siger Henrik von Bahr, administrerende direktør i Tre Kronor Media Danmark.

Tre Kronor Media blev stiftet i Danmark i 2013 af Henrik von Bahr og Ulrik Thyregod.

Henrik von Bahr

Making Science er en konsulentvirksomhed indenfor tech og digital marketing specialiseret indenfor e-commerce og digital transformation. Gruppen har +950 ansatte på 13 markeder: Spanien, Portugal, Mexico, Colombia, Frankrig, Italien, Storbritannien, Irland, USA og nu Norden.