Dansk satellit-virksomhed vælger bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

GomSpace producerer nano-satellitter og blev børsnoteret før sommeren. Nu har Aalborg-virksomheden valgt et PR-bureau.

GomSpace er verdens førende udvikler af små satellitter til brug i rummet. Aalborg-virksomheden har sendt en lang række satellitter i kredsløb og er løbende involveret i udviklingen af nye nano-satellitter til brug i rumfartsindustrien, forsvaret, universitetsverdenen og industrien rundt om i verden.

For få måneder siden blev GomSpace børsnoteret i Stockholm på Nasdaq First North, og børsnoteringen nødvendiggør en klar og præcis dialog med de rette medier og interessenter. GomSpace har derfor underskrevet en aftale om PR og kommunikationsrådgivning med Lange PR, der også ligger i Aalborg.

Lange PR har også bistået GomSpace med at finde en PR-partner i Sverige gennem bureauets mangeårige medlemskab af netværket Whiteoaks International. Det skal skabe synergi i arbejdet på tværs af de to lande, og inden længe kommer også Norge til efter en tilsvarende model.

”Vi er en virksomhed i fuldt firspring, og nu hvor vi er blevet børsnoteret, er det blevet endnu vigtigere for os at optræde hyppigt i medierne og få udbredt kendskabet til vores virksomhed, produkter og teknologi. Det ved vi, at Lange PR har meget stor erfaring med, og derfor har bureauet været et naturligt valg for os. De har desuden et stærkt internationalt netværk,” siger Niels Buus, CEO i GomSpace.

Jacob Lange, der står i spidsen for PR-bureauet, siger:

”Blandingen af forskning, teknologi og erhverv kan være en svær cocktail, men for os ligger det godt i maven. Kunsten består i at få gjort alle de interessante, men også ret indviklede historier, som GomSpace er involveret i, synlige for den brede del af pressen. Samtidig med, at vi selvfølgelig skal nørde helt igennem på de tunge teknologihistorier.”