Dansk start-up klimakompenserer sin første brandfilm

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Danske Climaider, der udbyder en app til beregning, reduktion og kompensation for klimaaftryk, er ude med sin første brandfilm. Den skal kaste et positivt lys på klimasnakken og inspirere til kreative løsninger. Ifølge Climaider er filmen kompenseret med 150 pct. – gennem Climaiders egen app.

Siden 2018 har Climaider arbejdet på at gøre klimahandling nemmere for alle ved at udbyde en app, der kan beregne klimaaftryk, hjælpe med at reducere det og tilbyde aflad gennem udvalgte klimaprojekter, der kan kompensere for aftrykket. 

For første gang er virksomheden nu ude med en brandfilm, som – selvfølgelig – er klimakompenseret gennem Climaiders egen app. Climaider håber med filmen at kunne fjerne fokus fra negative budskaber i klimasnakken. I stedet vil man kaste et positivt lys på emnet ved at vise og fortælle, hvordan klimaudfordringer kan inspirere til at tænke i kreative løsninger. 

Brandfilmen inkluderer andre virksomheder, der har bæredygtighed på agendaen – bl.a. sneaker-brandet Vaer og mejeriet Faerm. Kampagnen kører på Climaiders kanaler, mens de medvirkende virksomheder deler filmen på deres sociale kanaler.

Filmen er udviklet og produceret af Pelle Axel von Schantz Iversen, der er selvstændig producer og instruktør under navnet Pelle.Studio. Om arbejdet med filmen siger han: 

“At være en ‘Climaider’ er en vibe – det er en følelse. En bevægelse, som alle kan være en del af. Alle individer føler et ansvar for klimaet, men det er svært at tage initiativet alene. Derfor er kernefortælling i brandfilmen, at Climaider faciliterer muligheden for at gå sammen om initiativet.” 

Pelle Axel von Schantz Iversen skriver til Bureaubiz, at filmen er produceret med omtanke for miljøet. Produktionens CO2-aftryk på 3940 kg er blevet kompenseret med 150 pct. gennem Climaiders udvalgte klimaprojekter.

Se kampagnefilmen her.