Dansk team har verden som arbejdsplads. Nu skal de udfordre branchen i Cannes

Peter Engholm
25@mail.dk

Alexandra Thielke og Rasmus Veggerby har skabt deres eget utraditionelle bureau. Det har genvundet genklang hos Cannes-arrangørerne.

Der kan ske alverden på et år: Sidste sommer var Alexandra Rønde Thielke og Rasmus Veggerby en del af UncleGrey-teamet, som modtog tre løver i Cannes Lions for Canon Gig App-projektet.

1. november havde de to sidste arbejdsdag på bureauet, og tre uger senere fangede Bureaubiz dem på Bali, hvor et nyt og anderledes bureau havde set dagens lys: Twentyfive & Thirty.

Et rejsebureau – forstået som et kreativt bureau, der rejser ud i verden, hvor opgaverne er – eller tager opgaverne med ud i verden.

I denne tid arbejder bureauet i – og ud fra – Frankrig, for i næste uge går turen tilbage til Cannes Lions. Denne gang er de to på programmet for at inspirere unge kreative fra hele verden.

Det sker på Creative Academy, der er et intenst fem-dages program under Cannes Lions for den kommende generation af kreative stjerner. David Droga, Bob Greenberg og Twitter-stifter Jack Dorsey har været blandt talerne.

Twentyfive & Thirty er blevet inviteret til at fortælle om, hvordan det er at køre et kreativt bureau, hvor dét at rejse verden rundt – samtidig med, at man arbejder for kunder fra hele kloden – er hverdag.

”De vil gerne sætte fokus på nogle, der udfordrer branchen – og i vores tilfælde nogle, som gør op med tanken om, at det at have kunder over hele verden kun er for de store netværksbureauer,” siger Rasmus Veggerby.

De har teamet op med Mark Van der Heijden – kendt som The Backpacker Intern, der også arbejder på et projekt, hvor konventionerne udfordres, og landegrænser nedbrydes.

Alexandra Thielke siger:

”Det er fedt, at vi er flere, der kan vise, at det godt kan lade sig gøre at arbejde kreativt uden at sidde på det samme kontor hver eneste dag. Vi håber at kunne inspirere deltagerne og glæder os til at tale med dem.”

Ugen i Cannes skal også gå med at heppe på de danske bureauer, der har sendt arbejde ind – og målet for Twentyfive & Thirty er selv at være med på vinderlisten næste år.