Danske Bank bliver ny sponsor for fodboldlandsholdet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

DBU fortæller, at det nye samarbejde – til 72 mio. kr. over 4½ år – vil være det mest ambitiøse og integrerede samarbejde mellem sporten og erhvervslivet.

Opdateret: Danske Bank bliver fodboldlandsholdets nye hovedsponsor og betaler 16 mio. om året de næste 4½ år.

DBU præsenterede på et pressemøde mandag eftermiddag sponsoren og aftalen.

Sponsoratet blev ledigt for en måned siden, da både Arla og Dong Energy valgte en klausul i kontrakten til at hoppe ud før tid, men DBU har altså ikke været lang tid om at finde en ny sponsor.

Fodboldlandsholdet er et af de største og dyreste sponsorater på dansk grund – men formentlig også et af de mest synlige og helt sikkert det mest prestigebetonede.

Danske Bank er fra nytår landsholdets ene-sponsor, og bankkoncernen betaler DBU det samme, som unionen fik fra Arla og Dong Energy tilsammen, nemlig 16 mio. kr. om året. Aftalen mellem DBU og Danske Bank gælder frem til juli 2016.

Danske Bank må siges at være et interessant valg. Hvad angår opbygning af kendskab, kan banken næppe bruge sponsoratet til noget, men banken kæmper med image-mæssige problemer, og her vil et sponsorat af fodboldlandsholdet også kunne bruges. Fodboldlandsholdet kommunikerer desuden markedslederskab og passer på den led godt til en virksomhed som Danske Bank.

Men skal det lykkes at opnå imagemæssige resultater, forudsætter det dog, at banken investerer betydeligt i at aktivere sponsoratet ud over det at få navnet på trøjerne. Det gælder om at gøre det håndgribeligt og nærværende for forbrugerne.

DBU skriver selv i invitationen til pressemødet, at “Samarbejdsaftalen omfatter hovedsponsoratet for herre-landsholdene som det bærende element i en aftale, som såvel DBU som virksomheden forventer at løfte til det mest ambitiøse og integrerede samarbejde mellem sporten og erhvervslivet.”

Danske Bank har i de senere år investeret massivt i en række kampagner og dialog-programmer med henblik på at vriste sig fri af de skrammer, som finanskrisen har givet.

Det gælder f.eks Gul-kampagnen, hvor en række filialer skiftede farve, samt Bedre Bank, hvor man inviterede til dialog. Kampagnerne er blevet belønnet ved en række forskellige reklame-priser.

Desuden har banken i første halvår præsenteret en helt ny kampagneplatform under temaet “Stå stærkere”.

Den ny platform blev udviklet sammen med Saatchi & Saatchi, men samarbejdet stoppede dog allerede efter et halvt år, og i stedet har Danske Bank indledt et samarbejde med Recommended/Zupa. På mediabureaudelen samarbejder man med Mediaccom.