Danske Bank har valgt nyt bureau – i Århus

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det kreative team er blandt Danmarks mest kreative – og bureauet er Danmarks største. Valget er truffet uden konkurrence men efter en dialog.

Danske Bank har ikke været lang tid om at finde en ny samarbejdspartner efter, at Saatchi & Saatchi opsagde samarbejdet med banken.

Valget er faldet på Danmarks største bureau, det Århus-baserede Recommended. Forud er gået en dialog styret af Klavs Hjort, afdelingsdirektør for koncernmarketings danske brands. Men et sådant valg sker ikke uden, at der er nikket i den øverste koncernledelse.

Danske Bank kender dele af bureauet godt i forvejen, idet man gennem næsten 8 år har samarbejdet med det digitale bureau, Zupa, som Recommended købte for et år siden. Desuden valgte man sidst i 2010 Zupa Dialog som bankens nye dialog-bureau. Men det er ikke en filosofi om One-stop shopping, der har ført til valget af Recommended.

“Vi køber mennesker og spidskompetencer, og derfor ville vi ikke vælge Recommended, hvis ikke de kunne tilbyde os dette,” siger Joachim Rubow og fortsætter:

“Vi har længe arbejdet sammen med Zupa på det digitale område og været glade for det. Når de også fik dialog-budgettet, hænger det sammen med, at de med Per Lobedanz i spidsen for Zupa Dialog kunne tilbyde en meget betydelig kapacitet på området. Når det gælder det kreative budget som erstatning for Saatchi, så er det klart teamet omkring Ulrik Juul og Michael Paterson, vi køber ind på.”

At Recommended og det kreative team sidder i Århus bekymrer ham ikke. Der bliver dog eteableret en central kontaktperson til at varetage forbindelsen mellem bankens mange folk og det store Recommended-system.

Den person bliver Zupas direktør, Niels Ranum.

Der er næppe nogen tvivl om, at Danske Bank er en kunde, Recommended er glad for at kunne lande.

Bureauet er som nævnt Danmarks største – men mest kendt som det store detailhandelsbureau med Bilka som den store kunde.

Recommended hoppede godt nok meget højt i den seneste imageanalyse, men har længe haft problemer med at få image og økonomisk styrke til at følges ad.

Der er dog foretaget en lang række initiativer med bl.a. etablering af Recommended Cph og købet af Zupa. Det er også lykkedes først på året at tiltrække Michael Paterson fra Uncle som en ny kreativ profil til at udgøre et team med Ulrik Juul – og det har altså nu givet bonus.

Med Danske Bank på kundelisten kommer Recommended til at arbejde med en af Danmarks mest markante annoncører.

Bureauet skal dog ikke til at opfinde en ny kampagne til Danske Bank. Man er meget glad for det koncept samarbejdet med Saatchi har ført til.

“Så det er det spor, der skal følges fremover, og Recommended har heldigvis været ganske enig i den beslutning,” siger Joachim Rubow.