Danske Bank og Gyldendal klarer sig godt i Danish App Award

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

London-baseret app ligger dog i front, og juryen har hentet et wildcard ind til en Special Award.

Stort set alle dansk-producerede apps fra det seneste år er indsendt til Danish App Award – sådan skrev Bureaubiz for to uger siden, og det dér med “stort set” var velvalgt, for selv om en forventning om 60 indsendte arbejder blev til 67 ved deadline, så manglede der i hvert fald én:

“Der skete noget uventet på jurydagen: Der var en app, som ikke var sendt ind – én, som de fleste af jurymedlemmer kendte på forhånd, og som var savnet. Derfor besluttede juryen helt ekstraordinært at oprette en special pris til en app, som de mener har gjort sig særligt bemærket på den danske appmosphere,” siger Nicolas Thomsen, initiativtager til – og jurymedlem i – Danish App Award.

Således bliver der ved det nye award-show torsdag den 13. oktober på Nationalmuseet i København uddelt hele seks priser: 3 i de respektive kategorier design, funktionalitet og brugervenlighed, 1 publikumspris og 1 Årets App samt Special Award.

Der skulle fem nomineringer til i hver kategori, altså 3 x 5, men grundet overlap har kun 9 apps fundet vej til de tre kategori-shortlister:

  • 3 Songkick Concerts
  • 2 Bøger/Gyldendal
  • 2 Danske Bank Mobilbank
  • 2 Taxa 4×35
  • 2 Marbians
  • 1 CPH Airport
  • 1 Pro Chords
  • 1 Foliozo
  • 1 Sylvester’s Band

Songkick Concerts er en dansk-udviklet app for et London-firma, der har specialiseret sig som koncert-aggregator: Fortæl os dine yndlingskunstere, og vi viser, hvor de giver koncert nær dig.

App’en blev fremhævet som ugens app worldwide af Apple i juni, men Danske Bank Mobilbank har også stjerner på skuldrene i form af Mediestrategi-prisen tidligere i denne måned ved Årets Rambuk.

Shape præger shortlisten, og det piner Nicolas Thomsen, der er medstifter og kreativ direktør i Shape.

“Jeg er dybest set lidt ked af, at initiativtageren er overrepræsenteret. Til gengæld har det sat skub i en konstruktiv udvikling: Umiddelbart efter showet danner vi en forening af udviklingshuse, der har til formål at samle branchen om Danish App Award,” siger Nicolas Thomsen.

Billetter til awardshowet kan købes på Danish App Awards site, der er opkaldt efter de uddelte awards; Sugarcode.

Den samlede shortliste ved Danish App Award

Design:

  • Marbians (OSAO)
  • Foliozo (SHAPE)
  • Bøger (Gyldendal, SHAPE)
  • Sylvester’s Band (Uncle Handsalt)
  • Songkick Concerts (Songkick, SHAPE)

Funktionalitet:

  • Danske Bank Mobilbank (Danske Bank Group, Trifork og Designit)
  • Pro Chords (Groundcontrol)
  • Songkick Concerts (Songkick, SHAPE)
  • CPH Airport (CPH Airport, Novasa)
  • Taxa 4×35 (Taxa 4×35, SHAPE)

Brugervenlighed:

  • Marbians (OSAO)
  • Songkick Concerts (Songkick, SHAPE)
  • Taxa 4×35 (Taxa 4×35, SHAPE)
  • Danske Bank Mobilbank (Danske Bank Group, Trifork og Designit )
  • Bøger (Gyldendal, SHAPE)