Danske Bank arbejder på et nyt hemmeligt digitalt projekt. Det skriver Berlingske.
Opfølgeren til MobilePay, hedder MobileLife. Det nye digitale univers er inspireret af Google X Lab og bliver en slags Facebook, Twitter og LinkedIn koblet sammen med Danske Banks ydelser og services.
Den øverst ansvarlige for projektet, bankdirektør Tonny Thierry Andersen, vil ikke sige noget konkret til avisen, ikke engang at det hedder MobileLife. I stedet kalder han det for Projekt X.
Han siger dog, at projektet er disruptive, dvs. en hel ny måde at gøre tingene på, som vil ændre bankbranchen.
”Projekt X skal forstås meget bredere end et projekt og er nærmere en speciel enhed, vi har etableret, der skal tænke ud af boksen eller disruptive, om man vil, med dyb forståelse for kundens behov såvel emotionelt som funktionelt. Kundedrevet digitalisering er et centralt omdrejningspunkt. Inspirationen er ’Google X Lab’ om end jeg er meget ydmyg over for, at de er på et helt andet niveau, end vi er,” skriver Tonny Thierry Andersen til avisen.
Google X Lab, som Tonny Thierry Andersen refererer til, står bag Googles selvkørende bil og Googles briller med indbygget kamera.
Danske Banks projekt, der forventes lanceret inden for nogle måneder, beskrives sådan i avisen:
”Forestil dig et virtuelt banklokale, som du kan gå rundt med i lommen og dermed har adgang til når som helst via din smartphone eller tablet. Her kan du klare de basale bankforretninger såsom at betale og overføre penge, men du har også adgang til bolig- og bilfinansiering, forsikring, pension, investering og meget mere ligesom et socialt univers tilkobles. Via dine personlige data bliver ydelserne tilpasset din profil og dine behov og det hele sker på et helt nyt niveau af brugervenlighed.”
Berlingske p. 4-5.