Danske Bank vandt ‘Folkets pris’

Peter Engholm
25@mail.dk

Danish App Awards bød på et skulderklap til banken, der ellers er kommet i kraftig modvind med sin aktuelle kampagne.

Egentlig var det et tilbageslag for Danske Bank ved Danish App Awards, for sidste års fornemme pris ”App of the Year” (for Danske Bank Mobilbank) blev ikke forsvaret.

Men banken gik ikke tomhændet hjem fra awardshowet fredag aften. Her blev det nemlig til prisen ”People’s Choice” – for Danske Bank Tablet, som Danske Bank, Trifork og In2media står bag.

Og selv om der ikke er tale om en direkte del af den aktuelle kampagne, New Standards, så er der næppe tvivl om, at ’folkets pris’ i den grad luner i Danske Bank.

I sin takketale på scenen lagde Kent Weygaard-Hansen fra Danske Banks forretningsudvikling, channels, i al fald ikke skjul på en glæde, der næsten virkede som en forløsning:

”Jeg gik forbi en filial, hvor der var sprayet ”skam jer” – men når Danske Bank får folkets pris sammen med In2media og Trifork, så skammer vi os ikke. Vi er derimod utrolig glade for prisen her i aften.”

I tiden op til Danish App Awards kunne der stemmes blandt de indsendte apps – ja, helt frem til offentliggørelsen af ”People’s Choice”-vinderen.

Stemmetallene offentliggøres ikke, men arrangørerne omtalte afstemningen som meget populær, og med Danske Bank Tablet som en klar vinder.