Creuna bliver opkøbt af svensk koncern for 128 mio. kr.

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Opdateret: Den svenske managementkoncern Knowit, der har et digitalt bureau i Danmark, køber Creuna. Creunas adm. direktør, Roar Nissen, bliver ansvarlig, når de to bureauer lægges sammen. Se hvordan prisen betales.

Efter at have haft underskud i en række år, lykkedes det Creunas adm. direktør Roar Nissen i 2017 at skabe et flot resultat. Det var bl.a. lukningen af københavner-kontoret, der hjalp det aarhusianske bureau på ret køl igen.

Resultatet på knap 7 mio. kr. i 2017 er dog gået lidt nedad igen de senere år med et resultat på godt 4 mio. kr. i 2018 og knap 2 mio. kr. i 2019 til trods for, at nettoomsætningen faktisk steg i 2019 til knap 60 mio. kr.

Creuna-koncernen, der har kontorer i Norden, havde et underskud på 11,5 mio. kr. i 2019.

Nu bliver det nordiske digitale bureau, der også har et kontor i Danmark, overtaget af den svenske konsulentgruppe Knowit, der har kontorer i Norge, Sverige, Finland, Danmark og Tyskland med i alt 24 kontorer og 2.600 medarbejdere.

Knowit-gruppen består af tre ben: Knowit Experience, der er et digitalt bureau. Insight, der er et management consultancy og Solutions, der er et IT-udviklingsbureau. Knowit Experience har 900 medarbejdere, og Creuna i Danmark vil blive slået sammen med Knowit Experience kontoret i København under ledelse af Roar Nissen og under Knowit Experience-navnet.

Det bliver dermed Nordens største digitale bureau, lyder det i en pressemeddelelse og fra koncernchef i Knowit, Per Wallentin lyder det:

”Vi ser, at skiftet til digitale forretningsmodeller går hurtigt hos vores kunder. Med styrkelsen af Creuna vil vores tilbud inden for digital transformation blive det stærkeste i Norden.”

Direktør for Knowit Experience, Fredrik Ekerhovd tilføjer i en svensk pressemeddelelse, at man med købet vil blive det førende bureau inden for data-drevet customer experience i den nordiske region. Og han fortsætter:

”Med vores kompetencer og Creunas passion for at udvikle stærke brands og brugeroplevelser, styrker vi nu vores position yderligere. Samtidig bliver vi en endnu mere attraktiv arbejdsplads med spændende udviklingsmuligheder for vores medarbejdere.”

Fra Roar Nissen lyder det:

“Jeg er stolt over de resultater og den profil, vi har skabt i Creuna. Teamet og ledelsen i Danmark har etableret en særdeles attraktiv arbejdsplads, vi er en værdifuld partner for vores kunder, og jeg kan godt forstå, at Knowit gerne vil have os med ombord. Vi har tænkt os at fortsætte den positive udvikling, vi er i og udforske de muligheder, sammenlægningen giver os. Vi har længe haft lyst til at etablere en tilstedeværelse i København, og vi glæder os til at begynde samarbejdet med vores nye kollegaer.”

Roar Nissen

Alle medarbejdere i Creuna følger med over, og man melder ud, at man ønsker at rekruttere yderligere. 

Prisen for Creuna er offentliggjort til 178 mio. svenske kroner (ca. 128 mio. DKK). Heraf betales 50 mio. kroner kontant, mens 85 mio. kr. betales i form af nyudstedte aktier i Knowit-koncernen og de resterende 43 mio. kr. betales enten kontant den 17. december 2021 eller betales i form af yderligere nyudstedte aktier. Ejerne af Creuna er alle nordmænd eller norske virksomheder: Fritz Rieber, som den største aktionær samt Eltek Holding, Zee Ploeg, Golmud, Atlantis Vest samt Rieber & Søn.

Aftalen om opkøbet af Creuna vil blive sendt til godkendelse hos de norske konkurrencemyndigheder. Opkøbet vil være endeligt efter godkendelse af konkurrencemyndighederne, hvilket forventes i løbet af november.