Danske Media Path i internationalt samarbejde

Peter Engholm
25@mail.dk

Bliver partner og leverandør til Billetts, et af verdens førende medieauditeringsselskaber. Samtidig melder Dansk Annoncørforening hus forbi i forbindelse med kritik af det svenske Media Path.

Media Path i Danmark har netop indledt et samarbejde med Billetts – en del af Ebiquity, som i dag servicerer over 400 kunder verden over. Media Path i Danmark og resten af Norden vil gøre brug af Billetts globale netværk til at servicere de internationale annoncører, som Media Path arbejder med i Norden.

Samtidig vil Media Path levere til Billetts eksisterende kundeportefølje med aktivitet i Danmark og Norden. Med partnerskabet vil Media Path kunne tilføje nye ydelser til porteføljen og udvide kundebasen, oplyses det i en pressemeddelelse. Heri udtaler adm. direktør og partner i Media Path, Kim Olesen:

“Mange af vores annoncører efterspørger ydelser leveret udenfor Norden, samt muligheden for at samarbejde med ét auditerings- konsulentselskab – ikke kun for Norden, men for andre markeder i og uden for Europa. Billetts er valgt, da de arbejder efter samme principper, og har udviklet værktøjer, vi kan bruge i Danmark med lokal tilpasning”.

Media Path i Sverige fløj tidligere på ugen ind i en massiv omgang flak på Resume.se – bl.a. er kritikerne fra medier og mediabureauer utilfredse med, at Sveriges Annoncører starter en kommerciel virksomhed. I Danmark har Dansk Annoncørforening et samarbejde med Media Path, og foreningens adm. direktør, Otto B. Christiansen, melder hus forbi i forhold til den svenske ballade:

“Det er fuldstændig vandtætte skotter mellem Media Path og Dansk Annoncørforening. Vi har ingen interesse i at få adgang til deres systemer, vores interesse er derimod strategisk i forhold til at give vores medlemmer adgang til et attraktivt produkt”, siger Otto B. Christiansen.

Kim Olesen, Media Path, har ingen kommentarer til den svenske debat.