Danske nudging-eksperter bag global Heineken-kampagne

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Danske nudging-eksperter har hjulpet Heineken med en international kampagne mod spritkørsel. Det er der kommet et nudging-forsøg, en reklamefilm samt et digitalt ’ædru chauffør’-løfte ud af.

Heineken har i samarbejde med det danske adfærdsdesignbureau Krukow udviklet et nudging-koncept, der skal understøtte den globale antispritkørsel-kampagne ’When You Drink, Never Drive’.

Baseret på forbrugerdata og adfærdsdesign udrustede Heineken, Krukow og Innovia Technology en række barer med små fysiske og kognitive nudges, der skal få besøgende til at lade bilen stå, når man har drukket.

Man havde blandt andet skiltet med tydelige budskaber om anti-spritkørsel (også på parkeringspladsen), sat alkoholfrie drinks i fokus ved hjælp af bedre tilbud og større synlighed samt lavet et særligt alkoholfrit drinkkort til kørende gæster. Også barens ansatte blev bedt om at belønne positiv adfærd.

Disse små nudging-teknikker, der sigtede til at ændre spritbilisters adfærdsmønstre, blev afprøvet over to uger på 10 engelske barer og resultaterne viser lovende tegn på en adfærdsændring.

På nogle af barerne så man op til 50% mindre spritkørsel, mens 60% af bargængerne sagde, at projektet havde fået dem til at ændre adfærd.

Hele 80% af testpersonerne udtalte endda, at nudging’en havde motiveret dem til at opfordre deres venner til ikke at drikke alkohol og køre bil.

“Vi er overrasket over, hvor stor effekt interventioner i barmiljøet har og hvor mange lovende og positive tilbagemeldinger, der er på løsningerne. Der er ingen tvivl om at nudges har et stort potientiale i den her sammenhæng,” siger Sille Krukow, founder og behavioral design director hos Krukow, til Bureaubiz.dk.

Sille Krukow, stifter af Krukow.
Foruden nudging-forsøget har Heineken netop lanceret en ny reklamefilm i samarbejde med Formel 1-vinder Nico Rosberg samt skabt et digitalt ’Designated Drivers Pledge’.

Kampagnen vil udrulles på Formel 1-racerbaner, i TV-reklamer, via digital aktivering, events samt packaging og point-of-sale activations.