Danske Spil har valgt et nyt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Selskabet fik fire meget forskellige oplæg til markedsføringen af et nyt talspil – men et enkelt skilte sig ud.

Danske Spil skal på markedet med et nyt talspil – men længere end det vil man ikke oplyse om produktet.

Det skal dog markedsføres, og det har man nu fundet et bureau til at hjælpe sig med, idet en bureaukonkurrence er blevet afgjort.

Fem bureauer var udvalgt efter en prekvalifikation og vinderen blev We Love People, der var oppe mod Bitsch + Lundquist, Recommended/Zupa og TBWA. Oprindeligt skulle Hjaltelin, Stahl & Co også have været med, men bureauet trak sig på grund af travlhed.

Markedschef Linda Frøkjær fortæller, at man fik fire meget forskellige oplæg.

“Og det er glædeligt, fordi vi jo netop havde søgt at få nogle alternative bud på løsningen af opgaverne. Så konkurrencen var en god oplevelse,” siger Linda Frøkjær og fortsætter:

“Tv spillede dog en markant rolle i alle forslagene, men det var velargumenteret, for mediet er meget stærkt til en del af opgaven. Til gengæld var der stor forskel på de ting, der var bygget op omkring tv og dermed den samlede oplevelse af forslagene.”

Linda Frøkjær siger, at det ikke var svært at vælge, selvom det var meget forskellige forslag, man skulle holde op mod hinanden.

“Vi havde opstillet en række kriterier for, hvad kampagnerne skulle kunne, og som alle forslag blev holdt op mod. I sidste ende skilte forslaget fra We Love People sig ud,” siger Linda Frøkjær og fortsætter:

“Bureauet har vist sig som stærke på både strategi og kommunikation og har leveret et kreativt univers, som har en stærk identitet men også en fleksibilitet til at få nye budskaber passet ind, så det kan leve i mange år.”