Kun 12 ud af 132 børsnoterede nordiske virksomheder, alle med en markedsværdi på over én mia. euro, benytter en eller flere virksomheds-finansierede blogs i kommunikationen med kunder, investorer og andre relevante interessenter. Det viser en undersøgelse fra Burson-Marsteller.
Undersøgelsen viser også, at danske virksomheder i mindre grad end svenske virksomheder benytter blogs i. Af de 24 undersøgte børsnoterede danske virksomheder har ingen en blog. Til sammenligning har 10 af de 56 undersøgte svenske børsnoterede virksomheder en eller flere blogs.
Det gør Sverige til Nordens duks. I alt 52 norske og finske virksomheder blev undersøgt, og én i hvert land benytter blogs i kommunikationen.
Hos Burson-Marsteller forventer direktør Kim Larsen, at stadig flere virksomheder med rødderne plantet i Danmark vil etablere blogs, der giver mulighed for mere direkte dialog mellem virksomhedernes specialister og ledelse som et supplement til den øvrige kommunikation.
“Blogs og andre internetbaserede medieformer har ændret fundamentalt på kommunikationslandskabet. Det er fortsat vigtigt at kommunikere via traditionelle kanaler, men flere og flere interessenter forventer at få adgang til en mere “ægte” og ufiltreret dialog med virksomhederne, og det er det, som blogs kan,” siger Kim Larsen.
Han mener, at de knapt 20 pct. børsnoterede svenske virksomheder med blogs skal ses som en indikation på, at stadig flere virksomheder er i gang med at tilpasse kommunikationen til en medievirkelighed, hvor det er stadig vigtigere selv aktivt via nye kommunikationskanaler som blogs at bidrage til at vedligeholde og opbygge virksomhedens ønskede omdømme – også på nettet.
“Danmark og danskerne er et af de mest online folk i verden, og potentielle kunder og investorer i resten af verden er også online, når de søger informationer og træffer beslutninger. Der finder samtaler sted om de fleste virksomheder og brands på nettet, og alle virksomheder bør overveje, om de bør forsøge at blive en del af dem blandt andet ved hjælp af blogs,” siger Kim Larsen.
Blandt de undersøgte nordiske virksomheder har 75 pct. af virksomhederne med blogs åbnet dem for kommentarer fra modtagerne. Et tilsvarende antal har RSS-funktion på virksomhedens blog, hvilket gør det nemmere for potentielle modtagere at følge med i offentliggørelsen af nye indlæg.