X2M er en bureau-historie om sammenbragte børn – og en enhed med en stadig mere udtalt nordisk profil.
X2M blev i Danmark etableret for at håndtere de internationale kunder fra Leo Burnett og Publicis lokalt – kunder, der var blevet til overs, efter at de to bureauer var lagt sammen med Reputation i 2007.
Sidenhen har X2M fået status af Publicis-gruppens nordiske reklamebureau og er flyttet i egne lokaler.
Ulf Westmark-Højelsen har været med fra Leo Burnett-tiden og håndterede sidenhen kunder fra dette bureau, mens han var på Reputation. For halvandet år siden tiltrådte han en stilling som kreativ direktør og tekstforfatter hos X2M, og denne rolle foldes nu ud på nordisk plan.
Formålet med at udnævne Ulf Westmark-Højelsen til nordisk kreativ direktør er at styrke det kreative samarbejde i Norden – både på de eksisterende kunder samt i de mange pitches, som bureaunetværket befinder sig i.
”Jeg er vildt glad for at få udvidet min rolle i vores nordiske samarbejde. Vi er jo et ægte nordisk netværk, der i forvejen har et tæt, strategisk samarbejde i det daglige – dette skal nu også gælde på det kreative plan, hvor der også ligger mange spændende muligheder,” siger Ulf Westmark-Højelsen.
Kristina Finne er den nordiske chef for X2M – ud fra Oslo, hvor kontoret i øvrigt har tilnavnet Leo. Der har ikke tidligere været en fælles kreativ direktør for de nordiske kontorer, der tilsammen har 45-50 medarbejdere.
”Vi har traditionelt set haft hver vores specialer – det være sig film og print i Danmark, og web og shopper activation i Norge. Ressourcer, som forenes lokalt – og så på sociale medier, hvilket bl.a. er med til at give vores internationale kunder et lokalt ansigt,” siger Ulf Westmark-Højelsen.