Dansker i front for europæisk jury

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Danmark er repræsenteret i juryen ved ”prisuddelingernes Champions League”, hvor kun det bedste fra hvert land når gennem nåleøjet.

Som eneste dansker blandt knap 60 jurymedlemmer skal Muggie Ramadani fra Bold Scandinavia være med til at bedømme dette års bidrag til den årlige prisuddeling under Art Directors Club of Europe (ADCE).

”Jeg er naturligvis meget beæret over at være blevet spurgt til at repræsentere vores fag og vores land til sådan en fin prisuddeling,” siger Muggie Ramadani, der er kreativ direktør og partner i designbureauet.

Han bliver juryformand for kategorien Design & Craft, som omfatter grafisk design, redaktionelt, brand identity, illustration og fotografi, emballage, motion graphics, miljø- og andet design.

Toppen af kransekagen
Muggie Ramadani kalder ACDE Awards for ”en slags Champions League inden for prisuddelinger i Europa”, hvor kun nationalt hædret arbejde kommer i betragtning.

For danske bureauers vedkommende er Creative Circle adgangsbillet til ADCE Awards, der i år afvikles for 26. gang.

Art Directors Club of Europe blev grundlagt i 1990 af en række europæiske design- og reklamesammenslutninger og er fortsat ejet og bestyret af sine medlemmer.

Danmark er ikke medlem af ADCE, men er på listen over tilladte bidragydere – og nu altså også jurymedlemmer.

Belønne europæisk kvalitet
Ud over Design & Craft med Muggie Ramadani for enden af bordet er kategorierne Film & Radio, Print & Outdoor, Interactive & Mobile, Promotions & New Media, Integration & Innovation.

ADCE står foruden den årlige prisuddeling bag blandt andet diverse arrangementer og publikationer. Målet er, hedder det, at fremelske og belønne dygtighed og præsentere europæisk kreativitet som en helhed.

Deadline for indsendelse af bidrag er den 6. oktober, og regler med videre kan ses her.