Dansker helt til tops i et af verdens største netmedier

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Huffington Post er en af verdens fremmeste succeser inden for journalistiske netmedier. Nu har selskabet fået en dansker som CEO.

Jimmy Maymann har præsteret noget af en kometkarriere inden for en af verdens væsentligste succeser blandt netmedier. Efter salget af Goviral til AOL fik han ansvaret for at eksportere Huffington Post til markeder i Europa, Asien og Latinamerika.

Nu er han så strøget helt til tops i Huffington Post, idet han er blevet udnævnt til CEO. 

En halv mia. kroner fik Jimmy Maymann sammen med Claus Moseholm og Balder Olrik for medie- og bureauvirksomheden GoViral, da de solgte den til AOL. Dermed kom Jimmy Maymann også til tops på Dansk Brancheanalyses førsteplads over dette års Danmarks rigeste i bureaubranchen.

Huffington Post blev ligesom GoViral købt af AOL – for 315 mio. dollar – og dermed kom Jimmy Maymann til at arbejde for mediet, der har 60 mio. månedlige brugere, 30.000 bloggere og fornylig har lanceret online-tv-kanalen HuffPost Live, der sender 12 timers live-tv hver dag.

Huffington Post er kendt for at involvere læserne  og formår med en blanding af nyheder, holdningsstof og ny teknologi at tjene penge på onlinejournalistik.

Ifølge Mediawatch, siger den hidtidige ejer af Huffington Post og nuværende bestyrelsesformand Arianna Huffington, i en pressemeddelelse:

“Jimmy har været en uundværlig partner for mig i det seneste halvandet år, hvor vi har lanceret Huffington Post rundt omkring i verden. Han bidrager med en levende entreprenørånd og en evne til at skalere en forretning, så han var mit første bud på, hvem der skulle være vores nye administrerende direktør”.

I samme pressemeddelse, siger hovedpersonen selv:

“Jeg er beæret over, at Arianna har bedt mig om at hjælpe hende med at lede forretningen ind i en ny æra og arbejde i et kreativt miljø med et hold med en unik kombination af energi, talent og vilje til at involvere vores voksende fællesskab af brugere”.

Goviral var i øvrigt ikke Jimmy Maymanns første succes. I 2000 solgte han det digitale bureau Neo Ideo, som han stiftede sammen med Morten Lund, til det amerikanske reklamebureau Leo Burnett.