Danskere i storstilet Jaguar-lancering

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Det danske motion design studio Frame forventer at få andre store bilmærker i kundeporteføljen efter at have lavet international reklamefilm for Jaguars elbil.

De færreste forestiller sig nok, at markedsføringen af Jaguars kommende elbil, Jaguar I-Pace, trækker tråde til lille Danmark. Ikke desto mindre står det danske motion design studio Frame bag den internationale reklamefilm, som blev lanceret i sidste uge.

Jaguar I-Pace kommer på markedet i 2. halvår 2018, og det er i sig selv opsigtsvækkende, at britiske Jaguar går ind på elbilmarkedet og udfordrer amerikanske Tesla. Hos Frame er man af samme grund begejstrede for at være blevet valgt til opgaven foran to engelske konkurrenter:

”At have lavet Jaguars seneste film for deres kommende og første elbil betyder, at Frame vil komme i spil til andre store brands, og helt sikkert også andre bilfilm, da vi allerede har en del bilfilm på vores CV,” siger Thomas Bay, der er executive producer og partner i Frame.

jaguar-i-pace_1 jaguar-i-pace_2

Den danske virksomhed står bag alt fra koncept og instruktion til post-produktion og har arbejdet tæt sammen med produktionsselskabet Dirty Films i England og med Jaguars bureau Spark 44.

”Opgaven blev løst med rigtig mange ugers pre-animation, research og udvikling inden optagelserne i England, så vi helt præcist vidste, hvordan bilen skulle skydes i studiet. Vi ville være sikre på, at det materiale, vi kom hjem med, ville virke til alle vores seamless transitioner,” fortæller Thomas Bay.

Filmen er én lang grafisk animation uden klip og giver i løbet af knap halvandet minut et hæsblæsende og nærmest psykedelisk indblik i bilen og dens egenskaber. Med inspiration i musikvideoen til White Stripes ‘Seven Nation Army’ er tanken at genskabe en glidende bevægelse som fra en elektrisk bilmotor.

Frame har eksisteret i ti år og laver reklamer, broadcast promotions, film og digitale projekter for internationale kunder som Nike og Carlsberg. Medarbejderkredsen, i alt ti fastansatte, tæller blandt andre designere, animatorer og producere.