Dating-profil centralt element i lancering af ny støvsuger

Peter Engholm
25@mail.dk

Østrogen appellerende kommunikation bag ny støvsuger – men samtidig fortæller Electrolux, at mænd i stigende grad er med til at vælge model. Forklaring?

Opdateret. ”Stærk og maskulin. Udholdende og pæn. Glad for børn og lige ved hånden, når rengøringen skal klares. Sådan en mand bør alle kvinder – og hjem – have. Og det kan du nu få uden at udskifte ham, du muligvis allerede har.”

Således lancerer Electrolux en ny, ledningsfri og kraftfuld støvsuger ved navn UltraPower.

Og den maskuline appel understreges af, at Electrolux og PR-bureauet Essencius oprettede en profil på Elitedaters – “UltraPower” er brugernavnet, som er en 38-årig mand, der søger kvinde, 18-45 år, med disse ord:

”Stærk og udholdende fyr søger partner i alderen 18-45 år. Jeg er et energibundt, der går meget op i mit udseende og holder af at bevæge mig. Jeg er superstærk og udstyret med en såkaldt ’batterypack’. Jeg arbejder med den nyeste innovation inden for jet- og ion-teknologi og suger alt nyt til mig – og så er jeg miljøbevidst …”

Flere gange i den senere tid har det været fremme, at markedsføring bør målrettes kvinder – baseret på undersøgelser, der viser, at netop kvinder står bag flertallet af købsbeslutninger. Og i dette tilfælde er kommunikationen da også udtalt testosteron-osende og østrogen-appellerende – suppleret med dette citat:

“Og så er UltraPower faktisk en flot fyr. Designet er lækkert og oser af manpower. Den er selvfølgelig selvstående, så du kan lade UltraPower stå fremme – og altid have den lige ved hånden,” siger Mette Winther, der er produktchef hos Electrolux.

Det flabede spørgsmål kan være, om UltraPower rent kommunikativt sætter sig mellem to stole?

Pressemeddelelsen refererer nemlig til en analyse af danskernes rengøringsvaner foretaget af Electrolux selv og YouGov; Den viser, at støvsugningen ofte er mandens tjans i hjemmet. Og støvsugning er lig med gear. Hos Electrolux oplever man en klar tendens til, at mændene stadig oftere er med ved disken, når der skal vælges f.eks. støvsugere – for mændene elsker udstyr og vil have kram.

Svaret på spørgsmålet om de to stole er, at Electrolux gerne vil sætte sig på begge. Gitte Jæger, PR- og marketingkoordinator hos Electrolux siger til Bureaubiz:

“Vi er bevidste om, at mænd og kvinder i dag stort set fordeler støvsugningen ligeligt mellem sig – og at der blandt danskere under 35 år er en klar tendens til, at det ofte er mændene, der står for støvsugningen. Derfor er det oplagt for Electrolux, at vi også begynder at fokusere på mænd i udviklingen og markedsføringen af vores støvsugere.  Men kvinderne spiller stadig en ekstremt vigtig rolle i købsprocessen – og netop i forbindelse med UltraPower inviterede produktet nærmest til at tilgodese både den mandlige og den kvindelige målgruppe.”

Hun tilføjer, at tostrenget PR-strategi – til hhv. mænd og kvinder. Bureaubiz har blevet puljet med dagblade og kvindemedier – og har fået pressemeddelelsen, der henvender sig til den kvindelige målgruppe.

“I indsatsen rettet mod kvinder er vi gået mere utraditionelt til værks. Kvinder eksponeres oftere end mænd for produktnyheder, og derfor skal der nogle gange lidt mere utraditionel kommunikation til for at skabe blikfang om produktets stærke sider,” siger Gitte Jæger.

I øvrigt blev UltraPower-profilen efter kort tid lukket ned af Elitedaters administrator, da der var tale om en falsk profil.