DDB beholder en stor del af Codan

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Forsikringskoncernen har nu endeligt afsluttet bureaukonkurrencen, der placerede reklamebudgettet hos BBDO.

På toppen kunne det se ud til, at DDB måtte vinke farvel til Codan-budgettet, da en nordisk konkurrence tidligere på året blev afgjort.

Man havde ellers kun haft budgettet siden sommeren 2008, da der fra internationalt hold blev dekreteret en bureaukonkurrence.

BBDO blev udpeget som vinder af reklameudviklingen, men DDB spillede fortsat en rolle på dele af budgettet.

Nu har man så aftalt den endelige fordeling, og den lyder, at BBDO er ansvarlig for den kreative konceptudvikling og alle above-the-line-aktiviteter. mens DDBs datterselskab Tribal DDB/Rapp bliver ansvarlig for below-the-line aktiviteter med fokus på blandt andet digital og responsskabende marketing.

Ifølge bureaubiz’ oplysninger betyder det, at DDB beholder en betydelig del af budgettet – kilder taler om pænt over halvdelen af budgettet som below-the-line.

Tribal DDB og Rapp Collins er begge er integrerede dele af DDB organisationerne i Danmark og Sverige, og derfor indebærer fordelingen, at der kommer til at ligge betydelige aktiviteter hos DDB i Bredgade, hvor der er sammensat et team rummende bl.a. Tore Pein Jensen, som anses for en betydelig kompetence på bl.a. CRM.

“Vi har skabt en platform med to rigtig stærke varemærker henholdsvis Codan i Danmark og Trygg-Hansa i Sverige. Nu skal vi bygge videre på denne platform, og her har vi valgt BBDO på grund af deres kreative ekspertise og Tribal DDB/Rapp på grund af deres kompetencer indenfor bl.a. responsmarketing. Sammen komplementerer de to bureauer hinanden rigtig godt,” siger Jeanette Fangel Løgtrup, kommunikationsdirektør i Codan.