Pernille Gjøls-Andersen har de seneste fem år stået i spidsen for DDB Copenhagen. Nu har hun så besluttet at give stafetten videre, og det sker oven på et år med fremgang for bureauet.
”DDB kom ud af 2015 med et positivt resultat og vækst på både top- og bundlinje – og med en markant kreativ profil, fantastiske medarbejdere og ambitiøse kunder er det på alle måder et bureau i topform,” siger Pernille Gjøls-Andersen og fortsætter:
”Jeg synes derfor, at det er det helt rigtige tidspunkt at overlade stafetten til et allerede sammenspillet management-team, der tilsammen har det, der skal til for at forsætte bureauets udvikling og den digitale transformation, vi satte ekstra turbo på ved årsskiftet.”
Pernille Gjøls-Andersen har været hos DDB i 15 år samlet og fremover bliver bureauet ledet af et trekløver bestående af:
- Thomas Fabricius, som kom til DDB for tre år siden som Creative Director
- Anders Wik, der startede den 1. januar 2016 som ansvarlig for den digitale transformation
- Thomas Erichsen, som i starten af 2016 vendte tilbage til DDB efter seks år som marketingchef i Tivoli.
Thomas Erichsen får titlen som Managing Director med ansvar for kundekontakt og administration, mens Anders Wik bliver CEO med ansvar for strategi og den digitale udvikling af bureauet.
”Vi er i gang med en spændende digital transformation af bureauet. Det arbejde ønsker vi at fortsætte som et management team, og vi har derfor fordelt det ansvar, Pernille har haft, mellem os. Det er ikke helt, som DDB netværket plejer at gøre det, men i en verden hvor intet er, som det plejer, føles dette som det helt rigtige at gøre,” fortsætter Thomas Fabricius.
Internationale netværksbureauer har generelt tabt momentum på det danske marked, men DDB er en af undtagelserne. Bureauet har opretholdt en stærk position, og tidspunktet for Pernille Gjøls-Andersens afgang er således heller ikke tilfældigt.
”For mig har der været meget vigtigt at kunne overlade ansvaret med en vished om, at DDB’s fokus på at tiltrække og udvikle de dygtigste talenter i en kultur, man har lyst til at være en del af, fortsætter. Fabricius, Wik og Erichsen er ikke bare blandt branchens dygtigste og mest ambitiøse inden for deres områder, de er også alle tre mennesker, man gerne vil følge,” siger Pernille Gjøls-Andersen.
Om sin egen fremtid siger hun:
”Jeg har først og fremmest set frem til en periode, hvor jeg får tid til at mærke efter. Men jeg er i dialog omkring en international rolle inden for brand- og forretningsudvikling, som jeg ikke kan løfte sløret for endnu, og vil ellers benytte sommeren til at afsøge nogle af mine drømme, som har ligget lidt i dvale.”