Af Peter Engholm 25@mail.dk

Kim Jong Andersen bliver direktør for integration og digital udvikling – og en del af bureauets ledelse.

DDB og Creuna fandt sammen i forbindelse med Nordeas bureaukonkurrence i foråret – og fandt ud af, at samarbejdet kan bredes yderligere ud. Se artiklen her.

Og nu skifter Kim Jong Andersen fra Creuna til DDB.

Hos Creuna var han oprindeligt kontaktdirektør og byggede siden bureauets strategisk-kreative afdeling op til 25 medarbejdere og fik titel af direktør for Strategy & Concept.

DDB fik en plads ledig, da Valtech hentede bureauets digital chef, Mari-Ann Herloff Mortensen, tilbage i folden. Men Kim Jong Andersen bliver ikke digital chef hos DDB.

“Han bliver en del af ledelsen og får titel af direktør for integration og digital udvikling. Kim er uddannet i reklamebranchen og har siden i en årrække beskæftiget sig med digitale løsninger. Og han har netop evnen til at bridge de klassiske bureaukompetencer og de digitale muligheder. Hans rolle bliver at skabe en enhedskultur på DDB, hvor det digitale ikke ses som en særlig platform, men er fuldt integreret i måden at tænke og arbejde på, ” siger Johnny Henriksen, adm. direktør i DDB Danmark.

Hos Creuna siger man farvel til Kim Jong Andersen med blandede følelser:

“Kim har fået sat Creuna på verdenskortet med den store strategisk-kreative afdeling, og vi er glade for at have fået gavn af hans evne som entreprenør og developer. Samtidig vidste jeg, at han gerne ville tilbage til reklamebureauet – for det talte han med mig om. Men via det gode samarbejde, der er mellem Creuna og DDB, vil vi fortsat arbejde sammen med ham,” siger Thomas Vejlemand, adm. direktør i Creuna.

For Kim Jong Andersen er det et spørgsmål om at vende tilbage til udgangspunktet – eller “som en cirkushest, der igen kan lugte savsmuldet i managen,” som han udtrykker det. 

“Man kan ikke fornægte, hvem man er. Og jeg er reklamemand. Jeg havde gået og tænkt på, at jeg i 2011 skulle tilbage til den del af bureaubranchen. Via samarbejdet om Nordea kendte jeg DDB – og dermed også til åbningen, da den opstod. De digitale bureauer har været det nye sort, nu kommer der fokus på indhold. Og det ser jeg som en kæmpe mulighed for reklamebureauerne,” siger Kim Jong Andersen.

Kommentarer

  1. Sjovt at han vender tilbage til den del af branchen, han de sidste par år har brugt ufattelig lang tid på at nedgøre.

  2. Måske ikke den bedste start på et udvidet samarbejde: at tørre fjolserne af på samarbejdspartneren …

  3. “Hans rolle bliver at skabe en enhedskultur…”

    Det var han virkelig god til hos Creuna!

  4. Velfortjent tillykke Kim. Og tillykke til DDB. Du er en af de skarpeste på det digitale område i Danmark. Og kombineret med din viden og baggrund fra de mere traditionelle bureauer (som du har forsøgt at råbe op de sidste mange år), så kan det kun blive godt. Jeg håber, at det er det rette match for dig – og ønsker dig alt det bedste. Det fortjener du. Der vil altid være et par sure rønnebær, der har en ond kommentar. De vil altid være der. Part of life:-) kys

  5. Stort tillykke, Kim. Du fortsætter den digitale innovation. Flot. Du er en frontier – og det koster slag til tider. Desværre. Men du har set det digitale lys længe før de fleste. Og det er flot, at du ofte har vovet dig selv i ønsket om at løfte andres viden igennem årene. Held og lykke. KH Malene

  6. Tillykke, kære Kim. Du har igennem de seneste par år været min yndlings moddebattør – både fagligt og ideologisk. Det er to år, hvor du – på trods at vores uenigheder – i den grad har vundet min respekt. Ikke mindst på grund af din evige entusiasme og evne til at lytte til andres argumenter. Derfor er jeg også glad for at få dig tilbage til ”min” del af branchen. Så kan vi nemlig diskutere med samme udgangspunkt. Og jeg er helt vild med, at få dig til Bredgade! Godt gået. Vi ses på onsdag!

  7. Sandheden er jo at Creuna ikke har nogen strategisk afdeling og at de ikke har nogle cases at fremvise der viser den digital kreativitet som de taler som meget om. Tager man positionen som skandinaviens største digitale bureau bør man vel kunne fremvise dette— Creuna er og bliver et IT hus og længere er den ikke. De kreative i Creuna har kæmpet men ingen i ledelsen forstår hvad digital er .. kun hvad en sitecore løsning er… med Hr. Jong væk døde alt mulighed for at claime den historie….Måske skal Creuna bare indse at de skal gøre det de er bedst til.. nemlig IT løsninger og ikke digital kommunikation

  8. Der var lagt en kommentar på fra en Ole E. Andersen. Men den eneste Ole E. Andersen, vi kender, har meddelt, at han ikke har skrevet den. Er det en anden Ole E. Andersen, der har skrevet den, så må han henvende sig igen.

  9. Kære sandheden,
     
    Jeg har spurgt både de kreative og strategerne i Creuna, som har bedt mig spørge dig, om du ikke har lyst til at komme forbi og se, hvad de laver?
    Jeg kan nu heller ikke lige genkende det bureau, som du udtaler dig så følelsesladet om, så jeg vil også gerne give en kop kaffe og tage en snak om det. Hvis altså du vil se og høre sandheden.
    Bare prik til mig på Facebook.

  10. Tillyyyykkee Kim og dejligt at se det får folk op af stolene i lille jante lovs Danmark.

    @ sandheden er : nu arbejdede jeg i creuna og med mindre jeg er blind og døv så har de skam både det ene og andet så snup du den kaffe med Kim

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club