DDB henter ny kontaktdirektør fra TDC

Peter Engholm
25@mail.dk

Onlinedirektør – og tidligere marketingdirektør – fra TDC bliver en del af DDBs ledelsesgruppe.

DDB har ansat 38-årige Frank Vilstrup som ny kontaktdirektør og medlem af ledelsesgruppen. Det sker samtidig med, at Martyn Farmer er blevet forfremmet til nordisk ansvarlig for McDonald’s budgettet, der således fremover skal koordineres ud af København i stedet for Stockholm.

DDB og Frank Vilstrup kender hinanden særdeles godt, idet han kommer fra en af bureauets store kunder, TDC. Her bestred han senest stillingen som onlinedirektør for al TDC’s salg og service via nettet. Han har også været marketingdirektør i TDC med ansvar for marketingbudgettet for fastnet, bredbånd og duet og således styret, hvad der formentlig er Danmarks største reklamebudget.

“Frank har arbejdet med stort set alle discipliner inden for marketing på både BtC og BtB markederne samt på brandstrategi, DM-kampagner, avancerede CRM-strategier og integrerede kampagner. Han er således en erfaren marketing-mand, der har stærkt forretnings-fokus og som besidder netop de kompetencer, vi har brug for i forhold til vores ambition om at levere løsninger på tværs af kompetencer”, siger adm. direktør i DDB Danmark, Johnny Henriksen.

Skiftet fra kunde til bureau forklarer Frank Vilstrup med en lyst til at arbejde med kunder og marketing fra et andet perspektiv samt med en bredere vifte af forskellige brands og kommunikations-udfordringer.

“Som marketingmand har jeg nogle klare holdninger til, hvad fremtiden stiller af krav til et reklamebureau, og hvis jeg skulle skifte til den anden side af bordet, så var det centralt for mig at finde et bureau, der har forstået udfordringen. Kreativitet er selvfølgelig det, der skiller et bureau fra andre konsulenter og gør det til en spændende arbejdsplads. Men samtidig er det vigtigt, at kreativiteten bliver løftet fra den enkeltstående kommunikations-opgave. Udfordringen er at arbejde integreret på basis af en solid forretningsforståelse. Jeg ser f.eks. ikke mig selv som reklamemand – jeg er forretningsmand – ­og jeg har fundet den samme tilgang til opgaverne hos DDB”, siger Frank Vilstrup.