I slutningen af februar forlod Annette Piilgaard posten som adm. direktør for Saatchi & Saatchi med ”ønsket om at prøve kræfter med andre udfordringer.” Nu ligger det fast, hvad udfordringerne består i: Pr. 1. juli bliver hun CEO for Nord DDB Copenhagen.
Hun nåede at være knap 6 år hos Saatchi, heraf næsten 4 år som adm. direktør. Og hos selvsamme Saatchi har DDB fundet sin nye executive creative director i form af Mikkel Jønsson. Han har været creative director det seneste års tid, og har været 18 år i Publicis Groupe, hvor han var med til at starte Publicis/Reputation.
Nord DDB Copenhagen får ikke alene en ny ledelse, men også en ny ejerstruktur, idet Annette Piilgaard og Mikkel Jønsson bliver partnere i bureauet.
Samtidig får bureauet igen en fast ledelse. Det seneste halve år har man haft en midlertidig én af slagsen, efter at Bettina Sherain (CEO) og Thomas Fabricius (kreativ dir.) i slutningen af sidste år meddelte, at de forlod bureauet for at forfølge andre muligheder. Siden da har Lauren O’Rooke Walker stået som CEO på bureauets hjemmeside, mens Kenneth Bootsy Hart er direktør ifølge CVR.
Stærke entreprenører
Den nye ledelse i Nord DDB Copenhagen får denne præsentation af Andreas Dahlqvist, som er chief creative officer for Nord DDB:
”Vi er super begejstrede over at få Annette og Mikkel ombord. Vores mål var at hente et team af stærke entreprenører i form af en ny CEO og en ny creative director. Annette blæste os omkuld med sin energi, dynamik og drive, og Mikkel har en imponerende track record inden for at bygge bureau plus udvikling af store koncepter.”
Gennem det seneste år har Christian Budtz, head of strategy, og Mette Ingemann, head of account, haft ledende roller hos bureauet, og de vil fortsat være en del af det nye og større management team.
”Vi tror på, at det nye set-up og den nye ledelse, sammen med Christian, Mette og resten af teamet, vil styrke bureauets plads i den kreative elite blandt danske bureauer,” siger Andreas Dahlqvist.
Ikke længere i Top5 herhjemme
Nord DDB iscenesætter i en pressemeddelelse sin nye ledelse således: ”Det imponerende omfang af kreative priser, som DDB har høstet både i Danmark og resten af verden, placerer dem i centrum af creative excellence.”
Globalt set er dette korrekt, men herhjemme skal vi fem år tilbage for at finde DDB i Top5 over de mest prisvindende bureauer.
Og da Telmore for en måned siden gik ud med sin hidtil største kampagne, var det ikke længere med Nord DDB som kreativt lead bureau, men derimod Boye & Spellerberg. Så der er nok at tage fat på for den nye ledelse.
Et stærkere Nord DDB – inkl. en creative chief
Det nye makkerpar i front for Nord DDB Copenhagen lader til at være sin opgave bevidst, for der tales om at styrke bureauet. I pressemeddelelsen siger Annette Piilgaard:
”Stærk kreativitet, der skaber brand preference, er en af grundene til, at jeg elsker at arbejde i den her branche. Uden den sult og ambition handler reklame bare om at tjene penge. Vi vil bygge Nord DDB endnu stærkere ved at fokusere målrettet på kreativitet og på at skabe fortællinger, der får brands til at skille sig afgørende ud i stedet for kampagner, der blot drukner i det digitale hav.”
Hun suppleres af Mikkel Jønsson, der samtidig lægger op til yderligere kreativ oprustning:
”Jeg havde en fantastisk tid hos Publicis Groupe, men tiden var kommet til en ny bog. Den her handler om at samle et hold af modige, nysgerrige og yderst kreative mennesker, som lever for at finde nye måder at gøre brands stærkere på. Det bliver en medrivende bog, og allerede i et af de første kapitler vil vi identificere en creative chief med en stærk kreativ profil.”