DDB trak det længste strå, da Nordea afgjorde sin bureaukonkurrence om det samlede nordiske budget.
Dermed løb verdens næststørste bureaunetværk, Omnicom, med endnu en sejr inden for få måneder i en stor nordisk pitch. Tidligere på året vandt en konstellation af BBDO og DDB-selskaberne Rapp/Tribal budgettet for Codan/Trygg Hansa.
Nordea’s konkurrence blev sat i gang, da det hidtidige lead-bureau, norske Try, valgte at gå ind i en konkurrence om en stor norsk bank. I Danmark tog Lowe Friends sig af Nordea.
Nu går banken så væk fra at arbejde med et lead-bureau. DDB har sammensat et nordisk team med repræsentanter fra alle lande.
“Der er ikke et land eller et bureau, der er lead på samarbejdet. Meget af vores markedsføring vil være overordnet, men vi har også store lokale behov, og vi har vurderet DDB på deres evne til at spejle vores måde at arbejde på,” siger marketingdirektør Kim Grue fra Nordea i Danmark.
DDB har dog ikke været alene om at vinde Nordea, idet Creuna også bliver en del af samarbejdet.
“Det er DDB, der har bragt Creuna ind efter, at de har lyttet til vores strategier og vores store interesser inden for web,” siger Kim Grue.
Adm. dir. Johnny Henriksen, DDB Danmark fortæller: “Vi har et fantastisk godt samarbejde med Creuna, hvor vi virkelig har evnet at arbejde medieneutralt i udformningen af oplægget.”
Petri Nikkilä, leder af Group Marketing, siger: “Vi er meget tilfredse med vores valg af DDB og Creuna. Nordea har nu underskrevet en 3-årig kontrakt med DDB og Creuna om et strategisk partnerskab, der skal sikre konsistens i vores kommunikation. Vi er overbevist om, at vi i DDB og Creuna har en engageret samarbejdspartner, der kan levere stærke og langvarige kreative løsninger.”
DDB og Creuna var oppe mod tre andre konstellationer:
En konstellaation af lokale bureauer: Robert/Boisen & Likeminded, Dynamo fra Finland, Jung von Matt Strömmen fra Sverige og Kitchen i Norge.
Desuden deltog WatersWidgren TBWA i Sverige sammen med TBWA i Finland og Norge samt BBDO i Danmark og endelig Bates Y&R i Danmark sammen med Bates United i Norge Stenström Red Cell i Sverige og Wunderman Y&R i Finland.
Nordea får i øvrigt ros for gennemførelsen af konkurrencen, hvor man har hyret bureaukonsulenten Hestbæk Consult til at hjælpe med gennemførelsen.
Flere bureauer, som Bureaubiz har været i kontakt med undervejs, har tilkendegivet, at konkurrencen har kørt meget straight i modsætning til andre skrækeksempler på bureaukonkurrencer – som f.eks. TDC’s, der i begyndelsen af 2009 valgte Wibroe, Duckert & Partners.
Selv da en islandsk askesky forsinkede processen blev de bureauer, der endnu ikke havde præsenteret bedt om at uploade deres præsentation, så man sikrede, at de ikke fik ekstra tid til at forberede sig i.