DDB skaber reklamefilm til mere end 6 mio. kr.

Peter Engholm
25@mail.dk

Filmen er for Anthon Berg og skal formidle 4 års udviklingsarbejde af chokolade-mærket. Virksomheden forbereder også åbningen af en butik.

Toms sætter nu gang i en stor markedsføring af Anthon Berg. Det fortæller adm. dr. Jesper Møller til Børsen i dag.

DDB har skabt en ny kommunikation under temaet Sense it, der skal gøre op med det lidt støvede mormor-image, og i den kommende tid skal der bruges et tocifret millionbeløb på at slå det nye kommunikationsunivers an.

I centrum er en film, som har kostet mere end 6 mio. kr. at producere. Kreativ drektør Poul Mikkelsen, DDB, fortæller til Børsen, at trenden er, at der bruges mange penge på at få kernen i reklamen i orden, og det har i Anthon Bergs tilfælde betydet undervands-optagelser i Thailand og postproduktion i London. Reklamefilmen har derfor kostet mere end 6 mio. kr. at producere, men til gengæld er den altafgørende kvalitetsfornemmelse også i top, og så kan den klippes til andre film og til printannoncer.

»Anthon Bergs fire års rejse mod at blive et moderne livsstilsprodukt ender i filmen. Det er en brandfilm, som samler hele essensen af Anthon Berg. Vi går til markedet med en tydelig subjektiv attitude og et big bang, hvor vi viser, hvordan det er at spise et stykke kvalitetschokolade fra Anthon Berg,« forklarer Poul Mikkelsen til Børsen.

Ud over filmen forberedes også åbningen af en butik med hjemmelavede chokolader. Der er dog ikke givet yderligere oplysninger om dette initiativ.